dannelse, kundskaber og kompetencer - Interfolk, Institute for Civil ...

16
2.2 Oplysning og dannelse
Humanisme og oplysning
Den europæiske humanistiske oplysningstradition udgør det idemæssige grundlag for
menneskerettigheder og folkesuverænitet, og den fik en konstitutiv betydning for de
moderne samfunds forfatninger (grundlove eller konstitutioner). Denne tradition blev
udfoldet i den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske revolutions idealer
om ”frihed, lighed og broderskab”. Hvis man leder efter et moderne værdi‐ og idegrundlag
med universelle ambitioner for det 21. århundrede, så er det her, man skal finde det. 4
De moderne oplysningstanker angiver en overgang til den moderne tid, hvor mennesket
kræver myndighed over sin egen historie, og retningslinjerne ikke længere er selvfølgeligt
givet ovenfra. Immanuel Kant formulerede det nye verdsligt liberale oplysningsprogram
i 1784. Mennesket skulle træde ud af sin »selvforskyldte umyndighed« og
have »mod til at betjene sig af sin egen forstand«. 5 Mennesket havde nu mulighed for at
blive myndigt og dermed frigøre sig fra det gamle regimes autoriteter ved selv at tage
ansvar og bruge sin egen dømmekraft. Oplysningstidens krav om, at den enkelte skulle
træde ud af sin selvforskyldte umyndighed var et udtryk for, at en antropocentrisk
menneskeopfattelse gradvist havde afløst den deocentriske opfattelse, hvor mennesket
fik sin bestemmelse fra en Gudgiven eller hierarkisk traditionsbunden orden. Herigennem
bliver pædagogikken som politikken sekulariseret. 6 Nu skal mennesker i frihed selv
give deres eget liv og det fælles samfundsliv mening og opnå myndighed over deres egen
historie. Det er humanismens kerne.
Det er endvidere menneskets historiske fremkomst som et frit og myndigt individ,
der bærer kravet om demokrati frem. Demokrati betyder folkestyre, og det centrale er
princippet om folkesuverænitet, hvor folket selv skal bære suveræniteten i samfundet.
Men bagved folkesuveræniteten, bag ved folkets politiske rettigheder står individets civile
rettigheder. Det er individets retsbeskyttelse mod en enevældig stat, borgerens trosog
tankefrihed, og følgende ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, der skaber det moderne
civile rum, der kan afføde kravet om politiske rettigheder og pligter. Et udviklet civilt
samfund med aktivt medborgerskab, folkeoplysning og et omfattende foreningsliv blev
forudsætningen for at udvikle og opretholde den civile og demokratiske kultur i samfundet.
4 Der går lige linjer fra Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, vedtaget i 2000 af
Europa‐Parlamentet, Rådet og Kommissionen, Den europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950 og
FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne fra 1948 tilbage til Den franske Menneskerettighedserklæring
fra 1789 og Den amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776, der indledes med sætningen ” We hold
these Truths to be self‐evident, that all Men are created equal”.
5 Immanuel Kant: ”Besvarelse af spørgsmålet. Hvad er oplysning”, i: Kant, oplysning, historie, fremskridt –
historiefilosofiske skrifter, Slagmark, 1993 (Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung?, 1784)
6 En central dansk pædagogisk tænker, som forholdt sig til pædagogikkens udfordringer under modernitetens
vilkår var K. Grue‐Sørensen, bl.a. i Pædagogik mellem videnskab og filosofi, Gyldendal, København 1965.
Denne problembevidsthed udfolder Alexander von Oettingen i doktorafhandlingen: Pædagogisk filosofi som
reflekteret omgang med pædagogiske antinomier. Klim, 2006. Afhandlingen har K. Grue‐Sørensens pædagogiske
forfatterskab som tema og afsæt til at belyse de moderne pædagogiske antinomier.