dannelse, kundskaber og kompetencer - Interfolk, Institute for Civil ...

3. Anvendt læringssyn 63
‐ at du søger det gode. Nøgleord er medfølelse; den gyldne regel – handel mod andre,
som du ønsker de skal handle mod dig; demokratisk kultur; aktivt medborgerskab;
samfundspolitisk engagement.
• Æstetisk dannelse – i betydningen, at du er følsom, har fornemmelse for stemninger,
kan udtrykke dig sanseligt og poetisk, er fantasifuld og har en udviklet æstetisk
dømmekraft. Kort sagt ‐ at du søger det skønne. Nøgleord er følsom og stemningsfuld;
sanselige udtryksformer; poetisk udtryksevne; fantasirig; kunstnerisk smag.
• Alsidig personlig udvikling – i betydningen, at du kan kombinere din vidensmæssige,
moralske og æstetiske dømmekraft, og at du kan vekselvirke mellem at være i kontrol
og give slip (mellem autonomi og autenticitet). Kort sagt – at du er et helt menneske.
Nøgleord er selvværd, som enhed af selvfølelse (autenticitetens at være) og selvtillid
(autonomiens at kunne); balance mellem fornuft og følelse; synergi mellem viden,
moral og æstetik; vekselvirkning mellem kontrol og spontanitet.
De seks elementer under dannelsesdimensionen refererer dels til de tre fornuftsformer,
den vidensmæssige, den moralske og den æstetiske fornuft, og dels til de tre moderne
personlighedsmæssige mål om autenticitet, autonomi og integration.
Opdelingen i de tre fornuftsformer har en bred idehistorisk reference. I den antikke
filosofi tildelte Platon fornuften en tredelt opgave med både at søge det sande, det gode
og det skønne, og den tredeling fik en lang virkningshistorie frem til vor tid. I det antikke
menneskesyn indgik der også en tredeling af sjælelivet i erkendelse, vilje og følelse, som
udgør en psykologisk parallel til den filosofiske opdeling i viden, moral og æstetik. Den
klassiske tredeling af sjælelivet er opretholdt og videreudviklet i den nyere psykologi.
Den moderne filosof, der om nogen har fremstillet fornuftens tredeling, er Kant, som
skelner mellem den teoretiske fornuft (der søger det sande), den praktiske fornuft (der
søger det gode) og den æstetiske fornuft (der søger det skønne), og som samtidig ser et
problem i, hvordan de adskilte fornuftsformer kan integreres og finde sammen i en fælles
fornuft.
Habermas udfolder i teorien om den kommunikative handlen i forlængelse af Kant en
differentiering af de moderne rationalitetstyper i den kognitivt instrumentelle, den moralsk
praktiske og den æstetisk‐ekspressive rationalitet. Desuden rummer hans generelle
sprogteori (universalpragmatikken) en særegen form for historisk evolutionsteori om
fornuftens kommende forsoning, hvor de adskilte fornuftsformer igen kan blive genforenet
på et højere niveau og samvirke uden at miste de erkendelsesgevinster, som deres
specialisering har indebåret. Endvidere mener han også ud fra universalpragmatikken at
kunne begrunde et normativt kritikgrundlag i form af menneskelig frigørelse eller human
autonomi. Man kan på den måde sige, at Habermas åbner for at autonomi og integration
kan få en central placering i en dannelsesteori. Derimod giver han ikke åbninger
for autenticitet, da det er et fremmedord i hans generelle sprogteori.
I den politiske og pædagogiske teori er der bred konsensus om, at autonomi er af
grundlæggende betydning. Demokratiet forudsætter myndige borgere med dømmekraft,
og et væsentligt pædagogiske ideal for opdragelse, uddannelse og læring er at fremme
myndighed, selvstændighed og selvbestemmelse, altså autonomi (den bogstavelige græske
betydning er selv‐lovgiver: auto/sig selv og nomi/lov). Derimod er der mindre konsensus
om autenticitet som ideal, fordi det kan blive for egensindigt, lidenskabeligt og