dannelse, kundskaber og kompetencer - Interfolk, Institute for Civil ...

44
rum og en fritid udenfor lederens herredømme. Det hele menneske med krop og sjæl
skulle også indgå i købet.
Den nye terminologi med begreber som kompetenceudvikling, den lærende organisation
og human capital var et effektivt led i en strategi for at gennemføre et holdningsskifte,
både i virksomhedskulturen og i den bredere offentlighed. I kølvandet på 80’ernes
nyliberale gennembrud var jorden gødet for et ideologisk og magtmæssigt fremstød.
Medarbejderne skulle lære at elske deres virksomhed og offentligheden lære at elske det
private erhvervsliv. De ansatte skulle lære at udvise større “commitment” overfor deres
arbejde og deres arbejdsgivere. De skulle lære at være mere fleksible og omstille sig til
de skiftende opgaver, som virksomheden havde behov for. Især skulle de få aflært lønmodtagermentaliteten
fra industrisamfundet og personligt indoptage, at den gamle opdeling
i arbejde og fritid ikke var gyldig længere, og at det derfor var naturligt at lade arbejdet
fylde stadig mere af livet. For at arbejde er at leve.
Dagsordenen for modeordene om Human Ressource Management var den markedsliberalistiske
at sikre arbejdsgiverne større magt til at tilpasse uddannelserne til erhvervslivets
behov og at gøre arbejdslivet til en stadig vigtigere del af hele livet. Hvor
dannelsesdiskursen primært er rettet mod mennesket som menneske (l’homme) og som
statsborger (citoyen), der er kompetencediskursen primært rettet mod mennesket som
medarbejder/privatperson (bourgeois). Men gennem kompetencebegrebets sammenkobling
med livslang læring blev der tilsyneladende tale om en ny humanistisk pædagogisk
diskurs, der vægtede det hele menneske og livslang menneskelig vækst, og det fik
en forførende effekt i brede dele af uddannelsessystemet. 66
Det parallelle kompetencesystem for voksenuddannelser
Det er vigtigt at forstå, at bevæggrundene for det glidende paradigmeskifte inden for
uddannelsesområdet ikke er kommet fra området selv, fx grundet argumentets styrke
fra nye pædagogiske teorier eller fra nye idebetonede bevægelser i området. Nej, det
blev drevet frem udefra og oppefra, da nyliberalismen fik politisk vind i sejlene. Det begyndte
i 80erne, da Ronald Reagan, Margaret Thatcher og Poul Schlüter kom til magten,
yuppie kulturen blomstrede, postmodernismen og dekonstruktivismen sønderrev den
kritiske teori på universiteterne, handelshøjskolens talsmænd blev de nye smagsdommere,
og New Public Management vandt fodfæste i den offentlige styring.
Det var først i 90erne efter murens fald, hvor Fukuyama varslede historiens afslutning,
67 at den nyliberale modernisering tog fart med Clinton, Tony Blair og Poul Nyrup
ved roret; og den har så kulmineret efter 11. september 2001, hvor Busch og herhjemme
Fogh Rasmussen udfoldede nyliberalismens særlige kombination af økonomisk liberalisering
og brutal statslig styring for at sikre en verden i markedets billede. Det er dog
værd at fremhæve, at det var en socialdemokratisk‐radikal regering og en radikal undervisningsminister,
der midt i 90erne begyndte at omsætte nyliberalismens instrumentelle
dagsorden til praktisk politik inden for uddannelsesområdet og især folkeoplysnin‐
66 Jf. Hans Jørgen Vodsgaard: Da dannelsen gik ud. Interfolks Forlag, 2009, p. 71 – 82, om den forførte reformpædagogik.
67 Francis Fukuyama: The End of History and the Last Man. Free Press, 1992.