dannelse, kundskaber og kompetencer - Interfolk, Institute for Civil ...

34
2.5 Paradigme strid om livslang læring
I de seneste årtier, hvor nyliberalismen har ført det store ord inden for alle sfærer af
samfundslivet, er der internationalt og herhjemme sket et glidende paradigmeskifte i
den uddannelsespolitiske dagsorden ‐ fra en humanistisk og dannelsesorienteret diskurs
til en instrumentel og kompetenceorienteret diskurs.
Et paradigmeskifte, der med Jürgen Habermas´ ord indebærer, at den instrumentelle
fornuft med rod i markedets og statens systemverden presser den kommunikative fornuft
i livsverdenen mere og mere. Med dette skifte fjerner betydningen af ”livslang læring”
sig stadig mere fra den læring for livet, som den grundtvigske folkehøjskole har
betonet. Det forbavsende er, at dette skifte er sket så relativt upåagtet og uden den store
debat i de berørte uddannelsesområder, ja i store kredse selv inden for folkeoplysningen
og folkehøjskolen har man tilsluttet sig og aktiv støttet dette skifte. Det skal nærmere
belyses.
Striden mellem UNESCO og OECD
Begreberne ”livslang læring” og ”realkompetencer” er blevet de store buzzwords det seneste
årti, især efter at EU‐Kommissionen i 2000 udsendte Memorandum om livslang
læring. Men ideen om livslang læring er ikke ny.
I den europæiske idehistorie har den humanistiske hovedstrømning altid set uddannelse
og oplysning som det essentielle for menneskelig frihed og fornuft. For antikkens
grækere var det ypperste mål for den frie borger at tilegne sig viden om verden og sig
selv og hermed blive et helt menneske. 39 Samme tankegang kan ses i renæssancen og
oplysningstiden og især i den tyske nyhumanisme, 40 hvor livet blev set som en livslang
og uafsluttelig dannelsesproces mod visdom. Den nordiske folkehøjskole har også stået
for en livslang oplysning på et humanistisk grundlag, der kunne udvikle hele og levende
mennesker, aktive medborgere og duelige medarbejdere. For Grundtvig var oplysning
den enkeltes livsgrundlag og målet for den fælles historie.
I nyere tid er begrebet først eksplicit brugt af Eduard Lindman 41 i hans klassiker
Meaning of Adult Education fra 1926, som var udviklet i dialog med hans ven og kollega
John Dewey 42 . I 1929 udgav Basil Yeaxlee inspireret af Lindman og hans egne erfaringer
med voksenuddannelse i England den første større behandling af begrebet i bogen Lifelong
Education, som var præget af et humanistisk uddannelsessyn: ”Voksen uddannelse
er lige så uadskillelig fra et normalt liv som mad og fysisk bevægelse. Livet kræver – for
39 Jf. trebindsværket af Werner Jaeger: Paideia. The Ideals of Greek Culture. Translated by Gilbert Highet. Oxford
University Press, Second Edition, 1986 (1933); især Volume II. In Search of the Divine Centre, der belyser
den sokratiske oplysningstradition.
40 Jf. genemgangen hos John Roberts: Wilhelm von Humboldt and German Liberalism. A Reassessment. Mosaic
Press, 2009; samt K. Grue‐Sørensen: Opdragelsens historie, bind I­III. Gyldendals Pædagogiske Bibliotek,
1964, i bind II, s. 225 – 234.
41 Lindman var søn af en dansk immigrantfamilie, og hans pædagogiske syn var i høj grad inspireret af den
grundtvigske højskoletradition.
42 John Dewey: Demokrati og uddannelse. Klim, 2005 (Democracy and Education: An introduction to the philosophy
of education. The Free Press London: Collier‐Macmillan 1966). (1916).