dannelse, kundskaber og kompetencer - Interfolk, Institute for Civil ...

2. Teori 23
og presser mulighederne for at opretholde og udvikle kommunikativ rationalitet. Patologier
opstår, når systemet koloniserer livsverdenen, når den instrumentelle rationalitet
breder sig ind i livsverdenens kommunikative område. For systemet er også afhængig af
en fri livsverden, da dens tre hovedfunktioner ‐ at sikre kulturel mening, social solidaritet
og personlig identitet ‐ ikke kan frembringes kommercielt eller administrativt.
Det nye og særegne ved Habermas’ position inden for den kritiske teori er, at han i
forlængelse af Kant og Hegel 21 ikke anser den moderne opdeling af samfundsområder,
fornuftsformer og livssfærer som et problem, men derimod som et historisk fremskridt,
der har skabt rum både for et produktivt arbejdsliv, et ansvarligt medborgerligt samfundsliv
og et rigt personligt liv. Det kritiske perspektiv eller den konkrete utopi er ikke
længere en fremtidig overvindelse eller forening af de adskilte sfærer, men en opretholdelse
af deres grænser og sikring af deres balancer. Drømmen om at ophæve det splittede
er for Habermas tilbageskuende og reaktionært og angiver en manglende indsigt i
modernitetens civilisatoriske gevinster. Systemverdenens og livsverdenens forskellige
rationalitets‐former er begge nødvendige for at sikre en moderne civilisation.
Livsverden og civilsamfund
En væsentlig forudsætning for en rig livsverden er et stærkt civilt samfund med en fri
folkelig oplysning og et omfattende foreningsliv, hvor borgerne kan udvikle deres kommunikative
fornuft og danne sig som mennesker og medborgere. For et velfungerende
samfund har ikke kun behov for opdaterede medarbejdere, men også for aktive medborgere
og dannede medmennesker. Et samfund uden en rig livsverden er ikke bare et
fattigt samfund åndeligt og menneskeligt set, det er et endimensionalt samfund, hvor
samfundets livsnerve – en levende kultur, en fri offentlighed og et aktivt demokrati med
frie myndige og dannede borgere – tørrer ud.
Livsverden udgør en bredere kategori for det sociokulturelle område end det civile
samfund, og der kan være metodiske problemer med at oversætte begrebet ”livsverden”
til begrebet ”civilsamfund”, da de to begreber henviser til forskellige kategoriale niveauer,
især rummer livsverdenen en fænomenologisk dimension. For udover at livsverden
henviser til bestemte institutionsområder i det civile samfund, så henviser det også til
det reservoir af traditioner og antagelser, som er indfældet i sprog og kultur og udgør en
reference for individers hverdagsliv. Denne dimension af livsverdenen som en sprogligkulturel
betydningshorisont kan ikke afgrænses som en særlig institution, men udgør
derimod et bagvedliggende reservoir af betydninger og normer for individer og institutioner
i livsverdenen.
Samtidig rummer livsverdenen bestemte institutionsområder, som overordnet kan
bestemmes gennem den moderne livsverdens differentiering i de tre strukturelle komponenter:
Kultur, samfund og personlighed. Disse tre hovedstrukturer tilsvares af tre
hovedfunktioner for henholdsvis, kulturel reproduktion, social integration og personlig
socialisering. Når aktører gensidig forstår og når enighed om deres situation, deler de en
kulturel tradition; når de koordinerer deres handlinger gennem intersubjektive aner‐
21 Hegel behandler især dette tema i Retsfilosofien..Jf. Hegel, G.W.F.: Retsfilosofi. Elementær retsfilosofi eller
naturret og statsvidenskab i grundrids. Det lille Forlag, 2004