dannelse, kundskaber og kompetencer - Interfolk, Institute for Civil ...

122
lig oplysning og et omfattende foreningsliv, hvor borgerne kan danne sig som mennesker
og medborgere. Et samfund uden en rig livsverden ender som et fattigt samfund
åndeligt og menneskeligt set. Det bliver et endimensionalt samfund, hvor samfundets
livsnerve – en levende kultur, en fri offentlighed og et aktivt demokrati med frie myndige
og dannede borgere – tørrer ud
Den moderne verden med dens splittelse mellem stat og civilsamfund rummer en
frugtbar dualisme mellem frihed og fornuft. I staten går fornuften før friheden, i civilsamfundet
går friheden før fornuften, og det skaber grundlag for individets frigørelse.
Det moderne begreb om frihed rummer en indre spænding, der henviser til de moderne
samfunds deling i stat og civilsamfund, hvor staten repræsenterer frihedens fælles positive
dimension i form af almenviljen, mens civilsamfundet repræsenterer den negative
frihed og individernes partikulære viljer. Med det moderne civilsamfund blev der skabt
et nyt rum for den negative frihed, som udgør grundlaget for alle de individuelle friheder
og politiske rettigheder i den moderne verden, for menneskerettigheder og demokrati.
Den retslige sikring af den negative frihed er den nødvendige betingelse for den personlige
frihed og den frie meningsdannelse, og den er også betingelsen for at videnskab,
kunst og oplysning kan frigøres fra de førmoderne samfunds politiske og religiøse tvang.
Civilsamfundets frie aktiviteter og ikke mindst de kulturelle og læringsmæssige aktiviteter
har deres egenværdi, og de skal ikke kun betragtes som midler til at sikre en demokratisk
almenvilje i staten. De udgør et mål i sig selv som et privilegeret udfoldelsesrum
for den frie humanitet. Det civile samfunds opgave er ikke kun at være vækstpunkt
for demokratiet og statsborgerrollen, men også at være grobund for at danne sig som
menneske og udfolde sig som medmenneske og medborger i de nære og civile sammenhænge.
De store dele af de nordiske befolkninger, som gennem generationer har deltaget
i folkeoplysende aktiviteter i aftenskolen, folkeuniversitetet, folkehøjskolen eller anden
fritidsmæssig læring i foreningslivet vil rimeligvis frabede sig, at få rationalet af deres
aktiviteter reduceret til at udgøre en sluse for demokratisk offentlighed. For denne
aktivitet har for mange om ikke de fleste hovedsagligt handlet om at kunne udfolde kulturelle
interesser og humane behov, som de ikke kunne få realiseret andre steder. De
har erfaret, at det var i fritidens civile sammenhænge hinsides arbejdslivets nødvendige
rige, at de kunne finde et samfundsmæssigt frirum til at dyrke frie humane og kulturelle
interesser, der var sit eget mål og bar meningen i sig selv. For dem har de mangfoldige
aktiviteter i den frie folkeoplysning og det frivillige foreningsliv været en vigtig del af det
overordnede mål om at få et godt liv, hvilket al politik i sidste ende handler om at sikre
rum og rammer for.
Den livslange læring må både tilgodese den teknisk‐instrumentelle fornuft og den
kommunikative og æstetisk‐ekspressive fornuft for at sikre såvel en økonomisk effektiv
systemverden som en kulturelt rig livsverden. Et senmoderne samfund og dets borgere
har behov for læring i alle modaliteter og ikke, at en af dem vinder enerådende status.
Der er både behov for formelle uddannelser og erhvervsrettet voksenuddannelse, som
kan bidrage til en effektiv systemverden, og behov for uddannelse, folkeoplysning og
foreningsliv, der kan styrke en rig livsverden. For et velfungerende samfund har ikke
kun behov for opdaterede medarbejdere, men også for aktive medborgere og dannede
medmennesker; og hvad der er vigtigere: Samfundets borgere, menneskene har også