dannelse, kundskaber og kompetencer - Interfolk, Institute for Civil ...

20
2.3 Habermasianske kategorier
Den kommunikative handlen
Habermas vendte sig i de tidlige skrifter fra 60erne 16 ‐ Om borgerlig offentlighed fra
1962, Erkendelse og interesse og Teknik og videnskab som ideologi, begge fra 1968 samt
Teori og Praksis fra 1971 ‐ imod de opfattelser i den tidlige Frankfurterskole, som anså
den rationalitet, der findes i arbejdet og naturbeherskelsen som værende altdækkende
og enerådende. Historien kan ikke forstås ud fra arbejdsrationaliteten alene, men må
også forstås ud fra den rationalitet, som udfoldes i menneskelig interaktion gennem
sproget. Den kommunikative handlen er en transhistorisk realitet på linje med arbejdets
instrumentelle naturbeherskelse.
Habermas sætter fokus på sprogfilosofi, og i dobbeltværket Teori om den kommunikative
handlen 17 fra 1981 udfoldes nærmere bestemmelser af det intersubjektive område
ud fra sprogfilosofiske analyser. Dét, at mennesket kan være et jeg og have en personlig
identitet, og at der findes mellemmenneskelige forhold, ja kultur i bredere forstand, kan
ikke, som hævdet i den marxistiske tradition, primært begrundes i arbejdets naturforhold,
men i sprogets mellemmenneskelige forhold. I naturbeherskelsen råder den teknisk
instrumentelle fornuft, men i interaktionen råder den kommunikative fornuft; og
sprogbrugens regler rummer forpligtende normer og en frigørende eller emancipatorisk
kerne. For sproget har indbygget en telos (formålsårsag) i retning af gensidig forståelse
og anerkendelse af fornuftige argumenter. Man kan overtræde sprogets regler, men ikke
totalt, for så bryder sprogbrugen og den fælles kommunikation sammen. Sproget har en
herredømmefri dimension med sin egen normativitet om at omgås fornuftig med andre,
om at søge indsigt og gøre sig forståelig og søge forståelse af andre.
På linje med den ældre Frankfurterskole mener Habermas, at den instrumentelle rationalitet
er udbredt i de moderne samfund med naturbeherskelse, administrativ styring,
økonomisk forrentning og bureaukratisk forvaltning, men den er ikke enerådende.
Ved siden af disse rationalitetsformer, som dominerer i systemverdenen, findes der områder
i det samfundsmæssige fællesskab, hvor den kommunikative rationalitet er dominerende.
I disse områder, der udfoldes inden for livsverdenen, kan mennesker være
sammen uden at handle instrumentelt overfor hinanden, og her er der mulighed for at
anerkende hinandens ligeværd, og at opfatte hver enkelt som et mål i sig selv.
16 Habermas, Jürgen: Borgerlig offentlighed. Informations Forlag, 2009. (The Structural Tranformation of the
Public Sphere. MIT Press, Cambridge, 1989) (Strukturwandel der Öffentlichkeit. Hermann Luchterhand Verlag,
1961); Knowledge & Human Interest. Polity Press, 1987 (Erkenntnis und Interesse. Suhrkamp Verlag,
1965); Teknik og videnskab som 'ideologi'. Det Lille Forlag, 2005 (Technik und Wissenschaft als ”Ideologie”.
Suhrkamp, 1968); Theory and Practice. Polity Press, 1988 (Theorie und Praxis. Suhrkamp Verlag, 1971)
17 Habermas, Jürgen: The Theory of Communicative Action. Volume 1: Reason and the Rationalization of Society,
Polity Press 1984; The Theory of Communicative Action. Volume 2: The Critique of Functionalist Reason.
Polity Press, 1987 ( Theorie des Kommunikativen Handelns, Band 1: Handlungsrationalitat und Gesellschaftliche
Rationalisierung. Suhrkamp Verlag, 1981; Theorie des Kommunikativen Handelns, Band 2: Zur Kritik
der funktionalistischen Vernunft. Suhrkamp Verlag, 1981)