dannelse, kundskaber og kompetencer - Interfolk, Institute for Civil ...

2. Teori 21
Med teorien om den kommunikative handlen fik Habermas etableret et grundlag for
at afgrænse sig både fra positivismens hyldest til ”naturvidenskaben” som den eneste
gyldige videnskabelige fornuft og fra den ældre Frankfurterskoles anklager mod ”naturvidenskaben”
for at have taget hele magten. Men ikke mindst fik han etableret et solidt
grundlag for at afvise den nye postmodernistiske ligestilling af alle erkendelsesinteresser.
I løbet af 80erne indgik Habermas således i en omfattende debat med og kritik af de
nye postmoderne og socialkonstruktivistiske strømninger, 18 der hævede, at de store fortællinger
var døde, og at overordnede forståelsesrammer ikke længere kunne opretholdes.
Ifølge dem kan hverken forståelser eller normer være andet end lokale og skiftende.
I den postmoderne epoke findes der ikke længere noget gyldigt centralperspektiv på
samfundet og kulturen, men kun skiftende perspektiver med lige gyldighed. I denne
postmoderne tilstand er begreber som humanisme og oplysning i bedste fald blevet meningsløse
og håbløse, og i værste fald udtryk for herretænkning og undertrykkelse.
Postmodernisternes erkendelsesmæssige og værdimæssige relativisme indebærer, at
alle standpunkter kan være ligegyldige, for en samfunds‐ og kulturkritik kan ikke længere
henvise til almengyldige referencer og normer.
Selvom det ikke var postmodernisternes intention, så undergravede de hermed samfunds‐
og humanvidenskabernes kritikgrundlag overfor systemverdenens rationalitetsformer.
Deres teoretiske antihumanisme åbnede døren for rendyrket systembestand
tænkning. De nye systemiske teorier fra managementtænkningen og nyliberalismen fik
frie hænder til deres tale om, at vi var på vej ind i en helt ny epoke under videnssamfundet,
hvor viden og menneskelige ressourcer nu uproblematisk kan stilles i systemets og
den instrumentelle rationalitets tjeneste. Op imod denne postmoderne relativisme, der
banede vejen for at den teknisk instrumentelle rationalitet kunne sætte dagsordenen,
fastholder Habermas bl.a. i Det modernes filosofiske diskurs fra 1985, at det moderne ikke
er afløst af noget helt andet, men er et endnu ufuldendt projekt.
Det humanistiske kritikgrundlag fra de borgerlige revolutioner om sekularisering,
oplysning, dannelse og demokrati kunne og måtte stå uændret fast.
System og livsverden
De moderne samfunds udvikling bygger på en differentiering både af samfundets områder
og funktioner og af borgernes livssfærer og tidsforbrug. Denne øgede differentiering
indebærer eller snarere forudsætter også, at de menneskelige fornuftsformer er blevet
mere differentierede. Den moderne filosof, der om nogen havde øje for denne udspalt‐
18 Habermas’ angreb blev indledt med essayet ”Die Moderne – ein unvollendes Projekt”, der indgik som hans
takketale ved modtagelsen af Adorno Prisen I Frankfurt I 1980. Udgivet i Jürgen Habermas: Kleine Politiche
Schriften I – IV, Suhrkamp 1981. Oversat til engelsk af Nicholas Walker med titlen ”Modernity: An Unfinished
Project”, i Maurizio D`Entreves and Seyla Benhabib (ed.): Habermas and the unfinished Project of
Modernity. Polity Press, 1996. Samme essay findes I dansk udgave “Det moderne – et ufuldendt projekt”, i:
Jørn Erslev Andersen (red.): Det moderne – en bog om Habermas. Modtryk, 1983. Habermas videreførte kritikken
i: The Philosophical Discourse of Modernity. Polity Press, 1990 (Der philosophische Diskurs der Moderne.
1985). Habermas forholder sig bl.a. til Ricard Rorty i artiklen ”Questions and Quunterquestions”, in
Richard J. Bernstein (ed.): Habermas and Modernity. Polity Press, 1985.