Ejendomsregistrering i de nordiske lande - Kort

2 Ejendomsregistreringens organisation
Ejendomsregistreringens organisation i de nordiske lande er forskellig fra land til land.
Alligevel kan en række fællestræk konstateres: Der findes en statslig myndighed, der
har ansvar for registrering af grundlæggende data om fast ejendom, herunder
ejendommenes entydige identifikation. I Danmark, Norge og Sverige hører
matrikelmyndigheden under Miljøministeriet, mens Finland og Island har fundet hver
sin løsning.Tinglysning (lagfart, inskrivning) fandt indtil 1990erne sted ved de lokale
retter under domstolsvæsenet. Der er nu en tendens til centralisering af
tinglysningssystemet, som det uddybes nedenfor. Kommunerne er involveret i alle
lande, om end på forskellig måde. Skattemyndigheden anvender i alle lande grunddata i
ejendomssystemet, og der indsamles ligeledes oplysninger om handelspriser i
forbindelse med ajourføring af ejeroplysninger.
2.1 Koordination af ejendomsregisteropgaver
Den nævnte organisatoriske kompleksitet kan hæmme samspil på tværs af
organisatoriske enheder. For at fremme koordinationen mellem disse, etableres ofte
fælles udvalg. I Finland er der f eks etableret et udvalg, en delegation, til ledelse af
fastighetsdatasystemet. De repræsenterede i delegationen er justitieministeriet, jordoch
skogsbruksministeriet, Finlands Kommunförbund, kommuner, skattestyrelsen,
Befolkningsregistercentralen og Lantmäteriverket. 1 Tilsvarende er der i Danmark
etableret et Servicefællesskab for Geodata, som har en koordinerende funktion. 2 Som
eksempel på samarbejde om konkrete opgaver kan nævnes udarbejdelsen af en
standardiseret købsaftale på Island, som blev udarbejdet i samarbejde mellem Styrelsen
for registrering og vurdering af fast ejendom, Boliglånefonden,
Ejendomsmæglerforeningen, samt Husejerforeningen, 3 mens i Norge Statens kartverk
og kommunerne siden 1995 samarbejder om at etablere digitale ejendomskort
(matrikelkort) ved at digitalisere kommunale papirkort. 4 Disse eksempler, og for så vidt
også det samarbejde, der ligger bag nærværende rapport, kan tages som udtryk for en
generel vilje til koordination på tværs af organisatoriske skel, idet der i de nordiske
lande - både i forvaltningen selv og blandt politikere - er den opfattelse, at
forvaltningen skal fungere som en enhed (jfr. Miljøministeriet, 1999). Man kan med
rette gøre gældende, at en samarbejdskultur er udtryk for ‘best practise’, fordi
samfundets ressourcer i en samarbejdskultur anvendes til i fællesskab at nå de mål,
som er fastsat for hver enkelt organisation, herunder kortstyrelserne.
1 Side 81.
2 Side 72.
3 Side 184.
4 Side 204.
Ejendomsregistrering i de nordiske lande 315
Sammenfatning