Ejendomsregistrering i de nordiske lande - Kort

samfundsopgaver, såsom at medvirke til, at arealplanlægningen får den tilsigtede
virkning, at medvirke med information til ejendomsvurdering og -beskatning, samt at
arbejde på at kvaliteten af ejendomsregistreringen til stadighed modsvarer samfundets
behov. Dette udelukker selvfølgelig ikke, at markedets behov, f eks for rimelige
ekspeditionstider, imødekommes. Effektiviseringsbestræbelser bør vel sættes ind, hvor
de har størst effekt, og her er transaktionsvolumen en vigtig parameter. De nationale
beskrivelser er et godt grundlag for national dialog med de største brugere (banker,
kreditinstitutioner, professioner) om prioritering af effektiviseringsindsatser.
Ses på transaktionsvolumen af de vigtigste transaktionstyper er intekning/tinglysning af
pantebrev den hyppigste forekomst, efterfulgt af ejendomshandler og til sidst dannelse
af nye ejendomme.Talangivelser kan endnu kun angive størrelsesordener. Intekning
forekommer fra 2 - 3 (F, N, S) til ca 6 gange (DK) hyppigere end ejendomshandler.
Ejendomshandler forekommer fra 3 (F) over 6 (I, N, S) til ca 12 gange (DK) hyppigere
end dannelse af nye ejendomme.
De lave tal for Finland har formodentlig sammenhæng med, at en betydelig del af
boligmassen ejes som aktiebolag och andelslag, hvor ændringer kun i begrænset
omfang afspejles i ejendomsregistreringen. Det forholdsvis store antal tinglysning af
pantebreve i Danmark må ses i lyset af forandringer i renteniveauet, der udløser behov
for at omlægge ejendommens realkreditlån for at opnå en rente- og/eller beskatningsfordel.
Hvert nyt realkreditpantebrev skal tinglyses. De talrige tinglysninger kunne
undgås, hvis man i stedet tinglyste et dokument, der sikrede underliggende låneaftaler
indenfor et tinglyst maksimum, og som samtidig tillod utinglyste refinancieringer inden
for denne ramme. Der er bestræbelser i gang i Europa på at indføre et såkaldt
Eurohypotek, der netop skal have denne funktion (European Mortgage Federation,
2006; EU Kommissionen, 2005).
4.6 Sammenfatning om ‘best practise’
Hvad der er ‘best practise’ kan være svært at afgøre. For så vidt angår
realkreditfinanciering henvises til EU Kommissionens igangværende udredning (EU,
2006). Spørgsmålet om antallet af registreringer kan måske formuleres som et valg
mellem enkle løsninger, som kræver mange registreringer, eller mere raffinerede
løsninger, der reducerer antallet af de transaktioner, der registreres. De forskellige
valgmuligheder kan nok analyseres på basis af en vurdering af løsningernes
transaktionsomkostninger, men fordelingspolitiske overvejelser må rimeligvis også
indgå i overvejelserne. Der er her tale om forskning med en 3-5 års horisont.
Generelt for ajourføringsopgaven gælder, at ‘best practise’ kan vurderes ud fra en
Ejendomsregistrering i de nordiske lande 327
Sammenfatning