Ejendomsregistrering i de nordiske lande - Kort

Sammenfatning
316
2.2 Organisation af tinglysningsopgaven
Ejendomsregistreringens organisation ændrer sig mere generelt på to områder: dels på
tinglysningsområdet, og dels med hensyn til organiseringen af opmåling i marken af
ejendomsgrænser mv. se 2.3 nedenfor. Store dele af tinglysningsopgaven løsnes fra de
lokale byretter og samles ved færre enheder samtidig med, at tinglysningsmyndigheden
overdrager den tekniske del af opgaven til Fastighetsmyndigheden eller en privat edbservicevirksomhed.
I Sverige er 90 inskrivningsmyndigheder reduceret til 7, mens det
tekniske system varetages af Lantmäteriverket. Rigsdagen har vedtaget en
principbeslutning om, at hele inskrivningsvirksomheden skal overføres til Lantmäteriet. 5
I Norge er tinglysningsopgaven overført fra 85 domstole til kun én enhed ved Statens
Kartverk. 6 I Finland er der tilsvarende en forventning om, at inskrivning ved de 63
tingsretter over føres til anden myndighed, herunder Lantmäteribyråerne, 7 mens i
Danmark et udredningsarbejde peger i samme retning. 8 På Island er tinglysningsdata
ved de 26 sysselmandsembeder ved at blive digitaliseret og koordineret med øvrige
data i Islands Centrale Ejendomsregister. 9
To forhold kan begrunde tendensen til at integrere dele af tinglysningsvæsenet i de
nationale Lantmäteriverker. Det første er, at informationsteknologien tilskynder til
standardisering og masseproduktion. Således konstaterer den danske Domstolsstyrelse
i sin Årsrapport 2003, at “[o]pgaverne på tinglysningsområdet løses helt overvejende af
kontorpersonalet.” (s. 21). Forestillingen om jura og domstolsverket som den primære
ramme for ejendomshandel og -belåning er således ikke længere er så stærk som i
1800-tallet og det meste af 1900-tallet. Det andet forhold er, at markedstænkning efter
engelsk/amerikansk model er blevet dominerende. Det indebærer, at marked og ikke
(rets-)stat står i fokus.Alle ejendomsregistermyndigheder i Norden tenderer mod at
blive økonomisk selvbærende, offentlige virksomheder, som forsyner markedet med
ejendomsdata. Denne tendens er ‘best practise’ i den forstand, at det er den herskede
opfattelse, at denne tendens er hensigtsmæssig. Som det vil fremgå af afsnit 8, er de
økonomiske sammenhænge imidlertid komplicerede, hvilket gør det vanskeligt at
dokumentere, at denne praksis er bedre end et alternativ. Desuden kan en
forretningsmæssig fokusering på nære, økonomiske mål komme i konflikt med den
mere langsigtede samarbejdsstrategi, som hidtil har rådet.
5 Side 253.
6 Side 207.
7 Side 139.
8 Side 73.
9 Side 170.
Ejendomsregistrering i de nordiske lande