Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet - Aarhus ...
Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet - Aarhus ...
Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet - Aarhus ...
- No tags were found...
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Rasmus Sylvester Iversen - 20021479<br />
Institut for Økonomi, <strong>Aarhus</strong> Universitet<br />
<strong>Statiske</strong> <strong>og</strong> <strong>dynamiske</strong> <strong>tilgange</strong> <strong>indenfor</strong> <strong>strategifeltet</strong><br />
Kandidatafhandling<br />
somhedens processer <strong>og</strong> rutiner, <strong>og</strong> rutiner <strong>og</strong> organisatoriske kompetencer behandles som synonymer.<br />
Overordnet kan man sige, at DCA beskæftiger sig med flowvariablerne, som forklarer igennem<br />
hvilke processer, KF skabes, hvorimod traditionel RBV’s primære analyseenhed er ressourcerne i<br />
sig selv, som per definition er en stockvariabel. En stockvariabel er, i modsætning til flowvariabler<br />
som processer <strong>og</strong> rutiner, kun mulig at undersøge på ét givent tidspunkt. Det vil sige, at det per definition<br />
er en meget statisk analyseenhed. I modsætning hertil er det muligt at analysere flowvariablerne<br />
over en tidsperiode. Alene dette faktum, at DCA fokuserer på organisatoriske kompetencer<br />
frem for ressourcer, gør, at analysen af rentgenereringen bliver mere dynamisk, da det her er<br />
muligt at følge den værdiskabende proces, som er determinerende for hvilke ressourcekombinationer,<br />
der i forening kan give anledning til KF (Grant, 2005).<br />
Som nævnt i afsnit 6.1 kan der argumenteres for at Collis’ (1994) første kategori af organisatoriske<br />
kompetencer, som blev karakteriseret som operationelle kompetencer, imødekommer Priem & Butlers<br />
(2001a) kritik om, at processerne, hvorigennem bestemte ressourcer giver anledning til KF,<br />
forbliver i den ”sorte boks”. Men som tidligere nævnt formår operationelle kompetencer kun at forklare,<br />
igennem hvilke processer, virksomhedens ressourcer kan give anledning til KF under markedsforhold<br />
<strong>og</strong> omgivelser, som virksomheden står overfor på et givent tidspunkt. Ved at definere<br />
DC som processer <strong>og</strong> rutiner hvorigennem virksomheden integrerer, opbygger <strong>og</strong> rekonfigurerer<br />
sine ressourcer <strong>og</strong> operationelle kompetencer, så virksomheden kan matche <strong>og</strong> skabe forandring i<br />
omskiftelige omgivelser, forklarer DCA <strong>og</strong>så, igennem hvilke processer virksomheden skaber <strong>og</strong><br />
udvikler KF i omskiftelige omgivelser.<br />
Ydermere kritiserer Cockburn et al. (2000) RBV for ikke at forklare, hvordan virksomheden er<br />
kommet i besiddelse af de unikke ressourcer. De synes at have været initialt i virksomheden <strong>og</strong> hvis<br />
ikke, er de særdeles vanskelige at skaffe på et imperfekt faktormarked.<br />
DCA forsøger at rette op på dette ved at forklare, hvordan virksomheden kan skabe forskellige typer<br />
af DC, som efterfølgende kan anvendes til at skaffe de nødvendige unikke ressourcer. Eisenhardt<br />
& Martin (2000) er mest eksplicitte i forhold til, hvilke konkrete processer <strong>og</strong> rutiner virksomhedens<br />
DC består af, <strong>og</strong> nævner her opkøbsrutiner som et eksempel på en DC, der kan hjælpe<br />
virksomheden med at skaffe de nødvendige unikke ressourcer. Disse opkøbsrutiner udvikles ligesom<br />
de øvrige DC over tid igennem de læringsmekanismer, som nævnes hos Zollo & Winter