Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet - Aarhus ...

Rasmus Sylvester Iversen - 20021479
Institut for Økonomi, Aarhus Universitet
Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet
Kandidatafhandling
riserer effektive DC, i henholdsvis moderat dynamiske markeder og højhastighedsmarkeder, nærmest
er hinandens modsætninger (Eisenhardt & Martin, 2000).
6.4.5 Opsummering af kritikken af DCA
Da DCA udspringer af de mere udviklingsorienterede teoriskoler som evolutionsskolen og østrigerskolen,
frem for den mere ligevægtsorienterede mikroøkonomiske teori, er det i det store hele lykkedes
DCA at imødekomme de kritikpunkter, som er blevet rettet mod RBV for at være for statisk.
Dog kan DCA, ligesom det var tilfældet med Porter (1990), kritiseres for at være vanskelig at anvende
som et normativt strategisk værktøj.
Det første kritikpunkt, som er med til at udvande DCA’s normative anvendelighed, er, at udviklingen
af DC mest af alt kan karakteriseres som en endeløs regression. Dette medfører, sat en smule på
spidsen, at det er umuligt for virksomhederne at udvikle nogle særlige DC uden på forhånd at være i
besiddelse af en uendelig lang række overordnede DC, som er en forudsætning for de DC, som
virksomheden ønsker at udvikle.
Endvidere synes DC at være et selvforklarende fænomen, som bliver defineret ud fra, nærmest per
automatik, at være alt det, som ikke er rigidt, og værende alle de evner, der gør virksomheden i
stand til at udvikle sig og tilpasse sig de dynamiske markeder. Dette gør, at DC bliver et ”anything
that works” - begreb og som konsekvens heraf et begreb, som mest af alt kun kan anvendes retrospektivt,
hvor det ikke giver meget mening at anvende det i en fremadrettet analyse til at forklare,
hvad virksomhederne kan gøre for at opnå KF.
Generelt synes DCA at være mere abstrakte i deres teorifremstilling end RBV, da DCA reelt forsøger
at beskrive det ubeskrivelige. Tacit viden og rutiner er nogle begreber, som langtfra er entydige
og nemme at håndtere, hvilket begrænser DCA’s anvendelighed som et normativt strategisk værktøj.
Et yderligere punkt som vanskeliggør den normative anvendelighed af DCA er, at der indenfor
DCA ikke eksisterer en samlet formaliseret teoriramme, da de centrale bidragsydere på flere vigtige
punkter er indbyrdes uenige. Ikke nok med at der synes at være lige så mange forskellige definitioner
på DC, som der eksisterer forfattere indenfor området, er det også svært overhovedet at få et
overblik over hvilke bidrag, som kan siges at tilhøre DCA – litteraturen, og hvilke der ikke kan. Det
synes lige lovligt inkluderende at medtage Porter (1990) som en DCA - teoretiker, da hans værk jo