Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet - Aarhus ...

Rasmus Sylvester Iversen - 20021479
Institut for Økonomi, Aarhus Universitet
Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet
Kandidatafhandling
dende lavereordens DC. Denne tilgang synes at have paralleller til D’Aveni (1994), som argumenterer
for, at KF, der bevares over længere tid, kan karakteriseres som en serie af midlertidige KF.
Jævnfør ovenstående synes det rimeligt at slutte, at det er en smule uklart, hvorvidt DCA formår at
gøre op med ligevægtskonceptet, VKF, som præger traditionel RBV. Man er enige om, at virksomhedens
enkelte ressourcer ikke kan give anledning til VKF i omskiftelige omgivelser, men hvorvidt
DC i dynamiske markeder kan give anledning til VKF, er der ikke konsensus omkring. Teece et al.
(1997) mener, at DC som opfylder VRIN – rammen kan give anledning til VKF. Eisenhardt & Martin
(2000) forkaster VRIN – rammen og mener ikke, at DC direkte kan give anledning til VKF. De
mener dog, at en længerevarende KF kan sikres som følge af en serie af temporære KF. Sondringen
mellem VKF og længerevarende KF er ikke eksisterende, hvilket gør den generelle diskussion om
muligheden for at skabe VKF, på baggrund af virksomhedens DC, en smule problematisk.
6.3.5 Myopisk tilgang
Som nævnt i afsnit 3.3.7 kan der argumenteres for, at traditionel RBV har en noget myopisk tilgang,
hvor det primære fokus er på hvilke ressourcer, som her og nu giver anledning til KF. Derfor tages
der ikke i tilstrækkelig grad højde for, hvordan ressourcerne over tid kan give anledning til KF i
markeder, som er præget af hyppige og uforudsigelige ændringer.
Denne tilgang bliver der gjort op med hos DCA, hvor virksomhedens DC jo netop defineres som
virksomhedens evne til at tilpasse sig og skabe KF i hurtigt omskiftelige omgivelser, og det er virksomheder,
der besidder denne evne, som vinder og ikke nødvendigvis dem med den største ressourcebeholdning.
Ved DCA går man derfor også væk fra at have de enkelte ressourcer som den primære
analyseenhed, og fokuserer i stedet på virksomhedens processer, position og path, som er determinerende
for dens DC.
Ved at definere DC som processer, hvorigennem virksomheden integrerer, opbygger og rekonfigurerer
sine ressourcer og operationelle kompetencer, så virksomheden kan matche og skabe forandring
i omskiftelige omgivelser, imødegås problematikken fra Leonard – Barton (1992) vedrørende
den kernerigiditet, som virksomhedens specialiserede ressourcer og operationelle kompetencer kan
give anledning til i omskiftelige omgivelser. Helt konkret bliver kernerigiditetsproblematikken
imødekommet af Eisenhardt & Martins (2000), som nævner vigtigheden af exit-rutiner, som netop