Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet - Aarhus ...

Rasmus Sylvester Iversen - 20021479
Institut for Økonomi, Aarhus Universitet
Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet
Kandidatafhandling
halad & Hamel (1990), Dierickx & Cool (1989) og sågar Porter (1990) er bidragsydere indenfor
DCA. Ikke blot som intellektuelle rødder men som bidrag, der repræsenterer DCA. Deres argument
for Porter (1990) er blot hans fokus på det lokale faktormarkeds indvirkning på formning af stærke
kompetencer.
En årsag til denne uklarhed om, hvilke bidrag der hører inde under DCA, og hvilke der ikke gør,
kan være, at DCA ikke udgør en selvstændig strategiteori eller virksomhedsteori. Begrebet Dynamic
Capabilities View of the Firm optræder ikke i litteraturen, og DCA synes blot at være en forlængelse
af RBV. Dette understøtter også denne opgaves tilgang, hvor DCA anskues som en dynamisk
overbygning til RBV og ikke som et selvstændigt strategiparadigme.
6.4.3 En inkrementiel tilgang er ikke en garanti for udvikling af DC
Endvidere kan man stille sig tvivlende overfor, hvorvidt den inkrementielle læringsproces, som er
grundlaget i DCA, altid vil sikre udvikling af stærke DC. For at få en forståelse for dette kan der
tages udgangspunkt i den kritik, som rettes mod den inkrementielle strategitilgang.
Her er hovedkritikpunktet, at de virksomheder, som sværger til den inkrementielle forståelse for
strategi, typisk mangler at have nogle overordnede mål eller ideer om, hvor virksomheden skal bevæge
sig hen (Mintzberg et al., 1998). Dermed bliver strategiprocessen i yderste konsekvens, ifølge
Andrews (1980), nærmest en formålsløs muddling through - proces med fuldstændig fravær af en
artikuleret strategi. Her ”flakker” virksomheden blot rundt og griber de muligheder, som tilfældigvis
dukker op. Dermed kommer virksomhedens performance i høj grad til at bero på vilkårligheder
frem for noget egentlig tilsigtet. Manglen på overordnet retning kan resultere i, at den strategi, som
reelt set bliver realiseret, bliver en strategi, som ingen ønskede sig, ”the organisation is lured, one
step at time, into an undesirable position” (Mintzberg et al., 1998:225).
Konsistent med ovenstående kan virksomheden heller ikke vide sig sikker på, om den læring, der
akkumuleres, artikuleres og kodificeres, også er noget, der sikrer opbygningen af stærke DC. Agenterne
i DCA har kun begrænset information på et givent tidspunkt og er dermed ikke i stand til fuldt
ud at vurdere, hvordan og hvorvidt den nytilkommende viden kan bidrage til den fremtidige udvikling
af DC.
Dette problem er Eisenhardt & Martin (2000) selv opmærksomme på, hvor de beskriver udfordringen
i at vurdere, hvor meget af den akkumulerede viden, som skal udvælges til at blive inkorporeret
i de løbende rutiner, og hvilken viden der er bedst tjent med at bliver glemt. Dermed kan en virk-