Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet - Aarhus ...

Rasmus Sylvester Iversen - 20021479
Institut for Økonomi, Aarhus Universitet
Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet
Kandidatafhandling
somhed risikerer at inkorporere læring i sine rutiner, som ikke bidrager til den fremtidige værdiskabelse,
mens meget værdifuld læring ignoreres.
Endvidere kan virksomheden ved en trial and error - proces risikere at lave så store uoprettelige
fejl, at virksomheden går til grunde. Eisenhart & Martin (2000) er opmærksomme på problematikken
ved store fejl og påpeger, at fejl skal være af moderat størrelse, for at de giver den mest effektive
læring. Problemet ved denne tilgang er, at eftersom agenterne i DCA er begrænset rationelle, er
det heller ikke muligt for dem at medtage og vurdere alle risikofaktorer. Dermed er der en risiko
for, at der implementeres højrisiko tiltag, som virksomheden kun har vurderet til at være af moderat
karakter. Dette kan have fatale konsekvenser for virksomheden.
Dermed kan der argumenteres for at læringsmekanismerne, som er determinerende for virksomhedens
udvikling af DC, kan anskues som selektionsmekanismer parallelt med tilfældet ved Porter
(1990) i afsnit 5.4.2.4. De virksomheder, som forbliver tilbage, vil være dem, som har udviklet nogle
effektive DC, mens de øvrige virksomheder er blevet sorteret fra på grund af, at de har truffet
nogle uheldige fatale strategiske valg under trial and error - processen. Dermed bliver læringsakkumuleringsprocessen
i yderste konsekvens et spørgsmål om held, hvilket også er den fundamentale
antagelse ved selektionsprocessen, som den kendes fra populationsøkologien (Hannan & Freeman,
1984).
Dette modsvares af Zollo & Winter (2002) samt Eisenhardt & Martin (2000), der påpeger, at de
virksomheder, som er bedst til effektivt at udnytte læringsprocesserne, er dem, der har de mest effektive
DC, som netop angår effektiv udnyttelse af læringsprocesserne. Zollo & Winter (2002) forklarer
eksplicit, at hvis læringsprocesserne i sig selv fremstår som nogle systematiske processer, kan
de anskues som en form for anden - eller højreordens DC.
Dette kan relateres til den førnævnte kritik af det uendelige regressive forhold, hvor en effektiv læringsproces
er en forudsætning for, at DC kan udvikles, men for at læringsprocessen er effektiv,
kræves det, at virksomheden har nogle DC, som sikrer en effektiv læringsproces. Her kan man stille
sig spørgende overfor, hvor disse ”anden – ordens” DC stammer fra. De må være udviklet af nogle
”tredje – ordens” DC, som ligesom ”anden – ordens” DC består af nogle systematiske læringsprocesser.