Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet - Aarhus ...

Rasmus Sylvester Iversen - 20021479
Institut for Økonomi, Aarhus Universitet
Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet
Kandidatafhandling
deres egen måde. Det vil sige, at ækvifinaliteten medfører, at ikke – imiterbarhed og immobilitet er
irrelevant i forhold til bevarelsen af KF, da ækvifinalitet gør, at der er rig mulighed for substitution.
Dermed forkaster Eisenhard & Martin (2000) VRIN – rammen, og DC kan ikke give anledning til
VKF men kun KF. Det er altså ikke muligt med vedvarende heterogenitet på tværs af virksomheder.
Dermed synes Eisenhardt & Martin (2000) umiddelbart at imødekomme den kritik Collis (1994)
fremsætter mod blandt andet Teece et al. (1997) for at være urealistiske med ideen om, at skabelsen
af VKF er muligt som følge af virksomhedens DC, da den høje grad af sti – afhængighed gør, at
virksomheden ikke kan tilpasse sig de stød, som forekommer i økonomien.
Ideen, om at DC kun kan give anledning til KF og ikke VKF, korresponderer også med de rents,
som genereres via DC, som typisk associeres med schumpetersk rents, og disse er netop kendetegnet
ved at stamme fra innovationsevner, tilpasning til markedsdynamik og at være af midlertidig
karakter (Lewin & Phelan, 2000).
Eisenhardt & Martin (2000) synes dog ikke at være helt afvisende overfor ideen om, at DC kan give
anledning til VKF. De forklarer, at det er muligt, at KF kan opretholdes over en længere periode,
hvis den pågældende virksomhed er i stand til at anvende den pågældende DC tidligere, mere snedigt
og mere heldigt end konkurrenterne i forhold til at skabe ressourcekonfigurationer, som giver
anledning til KF. I forbindelse hermed kan man overveje, hvor lang tid en sådan KF skal kunne opretholdes
for at blive til VKF. Dette har Eisenhardt & Martin (2000) ikke et entydigt svar på, hvilket
gør ovenstående diskussion en smule problematisk..
Ydermere synes det at fremgå en smule uklart, hvad der præcist ligger i tidlig, snedig og heldig anvendelse
af virksomhedens DC til at skabe værdifulde ressourcekonfigurationer. DC defineres
blandt andet som virksomhedens evne til at foretage de nødvendige ressourcerekonfigurationer til at
matche og skabe ændringer i markedet, og jævnfør Teece et al. (1997) fremgår evnen til at fornemme
behovet for disse ressourcerekonfigureringer som en vigtig DC. Dermed synes det rimeligt
at fortolke Eisenhardt & Martins (2000) snedig og tidlig anvendelse af virksomhedens DC som en
højreordens DC, som angår virksomhedens evne til at fornemme nødvendigheden for rekonfigurering,
mens den lavereordens DC så angår selve evnen til at rekonfigurere. Dermed har vi en situation,
hvor en lavereordens DC ikke kan give anledning til længerevarende KF, mens en højreordens
DC, som sikrer, at den pågældende lavereordens DC anvendes hurtigt og snedigt, kan sikre at KF
opretholdes i en længere periode som følge af en sekvens af temporære KF genereret af den pågæl-