Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet - Aarhus ...

Rasmus Sylvester Iversen - 20021479
Institut for Økonomi, Aarhus Universitet
Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet
Kandidatafhandling
Teece et al. (1997), hvor Dierickx & Cool (1989) fremstilles som en central bidragsyder i forhold til
udviklingen af DCA. Teece & Pisano (1994) behandler kort virksomhedernes mulighed for at erhverve
DC via fusioner og opkøb og forklarer, at dette ikke er oplagt og kan være yderst problematisk,
blandt andet grundet de integrationsproblemer, der følger heraf.
Ydermere lader det til, at der generelt er en bred enighed indenfor DCA om, at DC ligger i virksomhedens
organisatoriske rutiner (Teece et al., 1997; Eisenhardt & Martin, 2000; Zollo & Winter
1998, 2002; Winter, 2003; Zott, 2003).
6.2.4 Tre centrale bidrag
I dette afsnit vil der blive gået mere i dybden med, hvad det er, der determinerer virksomhedens
DC, og hvad der karakteriserer disse. I forbindelse hermed vil der blive taget udgangspunkt i tre af
de mest citerede bidrag indenfor DCA – litteraturen (Google Scholar), nemlig Teece et al. (1997),
Eisenhardt & Martin (2000) og Zollo & Winter (2002). Selvom de tre bidrag på nogle punkter konkurrerer
om at forklare, hvad der determinerer og karakteriserer DC, synes de alligevel at supplere
hinanden på en god måde i forhold til at klargøre, hvad der kendetegner DCA. Teece et al. (1997)
fokuserer primært på det overordnede indhold af DC og synes at befinde sig på det overordnede
virksomhedsanalyseniveau analogt til traditionel RBV. Eisenhardt & Martin (2000) bevæger sig
tættere på det strukturelle analyseniveau ved at fokusere på, hvilke specifikke processer i organisationen
DC består af. Ydermere fokuserer de på, at graden af dynamik i omgivelserne er bestemmende
for udseendet af effektive DC. Det vil sige, at organisationen og dens DC skal tilpasse sig
graden af dynamik, som er i omgivelserne. Denne tilgang ligger tæt op af hovedtanken i contingency
- teorien, hvor en virksomheds succes er afhængig af dens evne til at tilpasse sig lige netop de
omgivelser, som den står overfor (Mintzberg et al., 1998; Scott & Davis, 2007). Zollo & Winter
(2002) går i dybden med de organisatoriske læringsmekanismer, som er nødvendige for skabelsen
og udviklingen af DC, og der kan argumenteres for, at analyseniveauet her tilnærmer sig individniveau.
Læring er i bund og grund et begreb, som eksisterer på individniveau, hvilket blandt andet
understreges af Argyris & Schön (1978), som argumenterer for, at organisatorisk læring er lig
summen af læring hos organisationens individer.