Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet - Aarhus ...

Rasmus Sylvester Iversen - 20021479
Institut for Økonomi, Aarhus Universitet
Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet
Kandidatafhandling
ændringer i markedet. Deres definition af DC er en smule mere konkret, hvor DC defineres som
virksomhedens specifikke processer ”that use resources – specifically the processes to integrate,
reconfigure, gain and release resources – to mach and even create market change” (Eisenhardt &
Martin, 2000:1107).
Trods den tilsyneladende brede konsensus indenfor DCA – litteraturen om Teece et al.’s (1997)
overordnede definition af DC, kritiseres denne af Zollo & Winter (1998, 2002). De forklarer, at DC,
og dermed evnen til at integrere, opbygge og rekonfigurere virksomhedens kompetencer, ikke kun
er relevant i markeder, som er under hurtig forandring, men også for markeder med mere moderat
dynamik. Og endnu vigtigere retter de en kritik mod, at 1997 – definitionen ikke klarlægger, hvor
virksomhedens DC reelt stammer fra (Zollo & Winter, 2002). De forsøger sig derfor med en anden
definition, hvor DC defineres som ”learned and stable pattern of collective activity through which
the organization systematically generates and modifies its operating routines in pursuit of improved
effectiveness” (Zollo & Winter, 2002:340).
6.2.3 Forskellige tilgange til determination og karakterisering af DC
Som følge af de forskellige opfattelser af DC er der også mange forskellige teoretiske rammer for,
hvordan DC determineres, og hvilke karaktertræk de har.
Teece et al. (1997) konstruerer en teoriramme, hvor det er virksomhedens processer, position og
path, som determinerer DC i virksomheden. Eisenhardt & Martin (2000) forklarer, at mønstret af
effektive DC bliver determineret ud fra graden af markedsdynamik, som kendertegner den omverden,
virksomheden opererer i, og udviklingen af DC er påvirket af repetition, fejl og erfaringstempo.
Af andre teorirammer, som beskæftiger sig med determination af DC, kan blandt andet nævnes
Zollo & Winter (2002), som beskæftiger sig med læringsmekanismer, bestående af akkumulering af
tacit viden og artikulering og kodificering af denne. Helfat & Raubitschek (2000), som fokuserer på
systemviden, produktsekvensering og læringssystemer og Blyler & Coff (2003), som fokuserer på
social kapital og nødvendigheden af denne, for at DC kan eksistere i en virksomhed.
Trods de forskellige tilgange til determination af DC synes der dog at være enighed om, at DC er
udsat for markedsfejl og kan derfor ikke uden videre erhverves ved køb (Teece et al., 1997). De må
akkumuleres internt. Hertil er der en direkte parallel til Dierickx & Cool (1989), som med deres ressourceakkumuleringsmodel
forklarer, at de ressourcer, som er kritiske for KF, ikke kan erhverves,
men må akkumuleres internt. Denne model trækker DCA meget på, hvilket direkte fremgår hos