DEN PERSONLIGE POLITISKE SKANDALE - Kommunikationsforum

Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen
For på den anden side ville et politisk embedsværk også betyde tab af kontinuitet, viden og
saglighed hvis embedsmændene blev skiftet ud hver gang, ministertaburetterne skiftede farve
(Knudsen, 2004: 19). Og er det i et lille land som Danmark overhovedet teknisk muligt at rekruttere
en ny administrativ stab af kvalificerede embedsmænd ved indsættelsen af en ny regering
(Knudsen, 2007: 248)? Selvom en løsning kunne være at reformere systemet, skal vi nok ikke
forvente reformer i den nærmeste fremtid, idet danske ministre har udtrykt stor tilfredshed med
embedsmændenes balancering af de politiske og faglige spørgsmål, og centraladministrationen
mener, at for mange regler på området vil spænde ben for administrationens handlefrihed
(Christensen, 2004: 56-57, 64; Knudsen 2007: 244-249). En regering, der ønskede at reformere
systemet, ville således løbe en stor risiko ved at få embedsværket imod sig. Samtidig er det heller
ikke i oppositionens interesse at styrke en siddende regerings politiske rådgivning, idet
konsekvensen kan være, at de forbliver i opposition (Knudsen, 2007: 248). Om end de tre skandaler
peger på, at reformer af embedsværket kunne være fordelagtigt, er det formentligt ikke en
konsekvens, vi får at se i den nærmeste fremtid.
S8;8;8E!A($'#-4#$'#&!0(&!(00#$,)*+7#/#$!!
Som vi nævnte indledningsvist i diskussionen er der også en række af de institutionelle
konsekvenser af skandalerne, som vedrører offentligheden og borgerne. Konsekvenserne for
offentligheden handler om to forhold: hvorvidt skandalerne fører til en ændret praksis i
forvaltningen i forhold til offentlighedsprincippet, og hvorvidt de institutionelle konsekvenser af
skandalerne generelt set er med til at skabe mistillid til det politiske system. De to dimensioner af
konsekvenser for offentligheden vil vi komme ind på i det følgende.
#RKQSKLHO'd'TSMOVR'WXO'ZKQYLHQSH'XWWHQMLJY]HS'J'WXOPKLMQJQYHQh'
Som analysen viste, kan de interne undersøgelser, som både Sundhedsministeriet og
Integrationsministeriet foretog i henholdsvis bilagssagen og statsløsesagen, være problematiske af
to årsager. For det første er det begrænset, hvor stor troværdighed disse undersøgelser har, fordi de
er politisk ledede. For det andet kan ombudsmanden ikke kontrollere dem, så længe de er interne
arbejdsdokumenter, der falder udenfor offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt. Dette var
tilfældet i statsløsesagen, hvor redegørelsen fra Integrationsministeriet først blev offentliggjort, efter
Rønn blev fyret (bilag 1H). Spørgsmålet er derfor, om væsentlige interne dokumenter ikke bør være
omfattet af aktindsigten, fordi de i perioden, indtil de bliver offentliggjort – sat på spidsen –
156