Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

udelukkende med jurister.Endnu i 1930 var der kun ansat 16 sagsbehandlere.
De tog sig af lovforberedelse, administration og kontrol af gældende lovgivning
samt (en ringe) kontakt til erhvervet.
På det vigtige eksportområde var der tradition for,at erhvervets organisationer
(først Landhusholdningsselskabet og senere landboforeningerne og
de store andelsorganisationer) var initierende og selvstyrende.I adskillige tilfælde
blev organisationstiltag dog senere finansielt overtaget af ministeriet,
f.eks.Landhusholdningsselskabets udsendelse af en statskonsulent.Organisationstiltag
kunne også blive videreført af lovgivningsmagten for at skabe
en kodificering, der virkede troværdig over for de udenlandske markeder,
som det var tilfældet med Smørmærkeforeningens lurmærke i 1906 (Bjørn,
1982).Generelt blev landbrugsorganisationerne dog kun undtagelsesvis inddraget
i det lovforberedende arbejde indtil omkring 1910.Organisationerne
optrådte mere som pressionsgrupper (Fink, 2000: 299).
Fra omkring 1910 begyndte organisationerne fastere at blive inddraget i
ministeriets arbejde.Nu var det imidlertid ikke mere Landhusholdningsselskabet,men
de generelle organisationer (landbo- og husmandsforeningerne)
samt de to store brancheorganisationer (mejerier og slagterier).På mejeriområdet
blev der snart skabt tradition for vidtstrakt uddelegering af
myndighed til De samvirkende danske Mejeriforeninger, f.eks.hele administrationen
af lurmærket. Det mest vidtgående eksempel inden for svineområdet
på en sådan delegation var gennemførelsen af baconkontrollen i
1929.Den blev etableret i henhold til et regulativ fra ministeriet og finansieret
over en særlig svineafgiftsfond,dvs.betalt af landmændene selv.Til gengæld
blev ordningen administreret af De samvirkende danske Andels-Svineslagterier
(Fink, 2000: 307).
I forhold til Grønnegård Christensens typologi skete der under frihandelsregimet
en bevægelse fra rendyrket bureaukrati – hvor embedsmændene på
den ene side ikke involverede organisationerne,og hvor organisationerne på
den anden side iværksatte en række initiativer i eget regi – til et mere konsulterende
bureaukrati. Samtidig opstod en blandingsform, hvor der stadig
eksisterede rendyrket og/eller konsulterende bureaukrati på nogle områder,
medens der på en række nye politikområder blev foretaget delegeret administration.Det
karakteristiske er,at delegeret administration helt overvejende
fandt sted på områder,der havde med afsætningen at gøre.Ministeriet havde
ingen kompetence her og ønskede heller ikke at opbygge den.
Der var tilsyneladende tale om en generel tendens.Ved revisionen i 1912 af
husdyrloven,som især gav præmier for at fremme husdyravlen,blev meget af
137