Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

Traditionelt har ILO’s arbejdsform været rettet mod at udvikle internationale
konventioner, som efterfølgende kunne ratificeres (og efterleves) af
nationalstaterne. Der er otte såkaldt grundlæggende konventioner i regi af
ILO og 175 andre konventioner (ILO, 2000a).
Emnerne for de såkaldt grundlæggende konventioner er tvangsarbejde
(konv. Nr. 29, 11.02.1932 3 &105, 17.01.1958), organisationsret (konv. Nr.87,
13.06.1951 & 98, 15.08.1955),diskrimination (konv. Nr. 98, 22.06.1960,&
100, 22.06.1960,) og børnearbejde (konv. Nr. 138, 13.11.1997 & 182,
14.08.2000).Danmark har ratificeret alle disse otte konventioner. I alt har
Danmark ratificeret 67 af de i alt 183 eksisterende ILO-konventioner.
Som det fremgår,er der altså et betragteligt antal konventioner,som Danmark
ikke har ratificeret.Til sammenligning havde Sverige i 2000 ratificeret
90 konventioner og Norge 106 konventioner.
Baggrunden for de danske forbehold i forhold til at ratificere ILO-konventionerne
har med særkendetegnene ved den danske model at gøre. For
det første fordrer en lang række af de rettigheder, som traditionelt anføres i
konventionerne, at medlemsstaterne implementerer dem gennem lovgivning.Traditionen
for aftalebaseret regulering i Danmark vanskeliggør en
sådan lovbaseret implementering.Det er f.eks.tilfældet i forhold til nogle af
de konventioner i ILO-regi,der dækker afskedigelsesretlige spørgsmål.Lønmodtageres
rettigheder i forbindelse med afskedigelse er først og fremmest
et overenskomstforhold og ikke – hvis der ses bort fra funktionærloven – et
lovgivningsemne.
Samtidig – og for det andet – er en del af den lovgivning, som Danmark
har på arbejdsmarkedet,bl.a.etableret med henblik på at understøtte parternes
rolle på arbejdsmarkedet.Dette gør sig f.eks.gældende for forligsmandsloven
og for arbejdsretloven,hvor arbejdsmarkedets parter – og det vil først
og fremmest sige DA og LO – har en privilegeret placering (f.eks.i forhold
til at udpege dommere til arbejdsretten) i forhold til andre arbejdsmarkedsorganisationer,
der er uden for DA-LO fællesskabet. I visse sammenhænge
har dette givet Danmark problemer i forhold til eksisterende ILO-konventioner.
Et klassisk kritikpunkt fra ILO’s side i forhold til Danmark vedrører
f.eks.forligsmandens sammenkædningsret.Således fandt ILO’s ekspertgruppe
så sent som i 2000 denne sammenkædningsret uforenelig med den frie
forhandlingsret (nr. 98) og opfordrede den danske regering til at tage denne
op til overvejelse (ILO, 2000b: 231).
Endelig har der været rejst kritik af forskellige danske regeringer i forhold
til de jævnligt tilbagevendende overenskomstindgreb. Især de faglige orga-
164