Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

fra den udredning i arbejdsgrupper under Kommissionen,som normalt går
forud for fremlæggelsen af et forslag til f.eks.et nyt direktiv, til Kommissionens
implementering af den fælles politik.Den danske procedure er gennem
alle faser parallel til procedurerne på EU-niveau.
For det andet sikrer proceduren i dobbelt forstand,at der er fornøden tilslutning
til den politik, som de danske forhandlere tager udgangspunkt i på
EU-niveau.Det gælder parlamentarisk,og det gælder i forhold til organisationerne.
For det tredje balancerer proceduren mellem en vidtgående decentralisering,
der giver ressortministerierne en høj grad af autonomi i forhandlinger
og administration, og en tværministeriel koordination, hvor Udenrigsministeriet
ikke bare har formandskabet i de centrale udvalg,men også fra starten
har haft en nøgleposition i styringen af kommunikationsstrømmene inden
for centraladministrationen, mellem regeringen og Folketingets Europaudvalg
og i forhold til EU-repræsentationen. Balancen mellem centralisering
og decentralisering kom som nævnt ovenfor frem ved udarbejdelsen
af instrukser til arbejdsgrupper og kommenterede dagsordener til rådsmøderne.
For det fjerde har proceduren vist sig tilpasningsdygtig.Mens koordinationssystemets
struktur har været overordentlig stabil,er procedurerne præget
af en blanding af stabilitet og forandring.Ganske vist er de tværministerielle
procedurer formelt uændrede, men der er i praksis sket en tilpasning, som
udvider systemets kapacitet. Det gælder for det første EF-udvalget, som
oprindelig var tænkt som et koordinationsforum af højt placerede embedsmænd.
I praksis har det udviklet sig til et udvalg med en fleksibel deltagerkreds,
hvor ministeriernes repræsentation er tilpasset udvalgets dagsorden.
Og det er kun i de uger, hvor et ministerium har sager på ministerrådets
dagsorden,at det er repræsenteret ved en chef. For det andet har Udenrigsministeriet
gradvis tilpasset instruktionsproceduren. I 1986 ophævede
ministeriet den for en række af de centrale EF-ministerier, og i 1992 gik
man videre og ophævede den endvidere for de arbejdsgrupper, der ressortmæssigt
hørte under arbejds- og socialministeriernes områder. Ændringen
gav samtidig plads til en omprioritering af ministeriets ressourcer, således at
der blev kapacitet til løsning af opgaverne på de nye områder under søjle 2
og 3.Udenrigsministeriet kunne gennem denne tilpasning kompensere for,
at en række ressortministerier endnu ikke har tilpasset deres egen organisation
og arbejdsgange til at varetage de opgaver, som de har fået overført ved
ressortomlægninger og som følge af udviklingen i EU-samarbejdet. Inden
79