Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

landbrug og administration i alle afsætningsøkonomiske spørgsmål og spillede
også en central rolle for dansk landbrug under forhandlingerne om optagelse
i det europæiske fællesmarked.
Statskonsulenterne fik fra 1930’erne og de næste to-tre årtier også en central
placering i forhold til landbrugseksporten.Stadig varetog de indberetningsopgaverne,som
med den stigende bilaterale handel ikke blev af mindre
betydning.Men af endnu større betydning blev statskonsulenternes store
rolle i handelsforhandlingerne.A.P. Jacobsen,der var statskonsulent i Tyskland
1919-50,var den centrale figur i alle handelsforhandlinger med tyskerne
og blev efter 2. Verdenskrig en fremtrædende ekspert i fødevarespørgsmål
i de nye internationale organisationer FAO og OEEC. Statskonsulent S.
Sørensen dækkede USA i det meste af perioden 1919-48, og han og hans
efterfølger blev derfor vigtige skikkelser i den del af Marshallplanen, som
drejede sig om at øge eksporten til USA (Just, 1992a: 40).
Med den begyndende liberalisering af verdenshandlen i 1950’erne gled de
bilaterale handelsaftaler i baggrunden, og de offentligretlige eksportudvalg
blev privatiserede i landbrugsregi. Med Danmarks bestræbelser på at finde
en plads i markedsplanerne – Den grønne Plan 1952, et OEEC-frihandelsrum
i midten af 1950’erne, EEC 1957 og EFTA 1960 – måtte landbrugets
interesser nødvendigvis i stigende grad blive underlagt bredere samfundsmæssige
interesser, så meget mere som industrien nu begyndte at tegne sig
som den klart mest dynamiske og velstandsgivende sektor (Just & Olesen,
1995). 1950’erne og 1960’erne blev derfor en periode præget af stilstand i
Landbrugsministeriets internationalisering.
Landbrugets organisationer blev i 1960’erne nok en gang involveret i et
tæt samspil med Landbrugsministeriet om kriseordninger,men denne gang
var de helt overvejende hjemmemarkedsorienterede og et led i bestræbelserne
på at opretholde et effektivt produktionsapparat, indtil en varig markedsløsning
var fundet i form af EF. Markedsplanerne som sådan blev først
og fremmest håndteret af Udenrigsministeriet og fra 1967 i et særligt udenrigsøkonomiministerium
betjent af et markedssekretariat. Landbrugets
organisationer opbyggede også fra samme tidspunkt en kompetence til at
håndtere et forventet snarligt EF-medlemskab.
Noget tilsvarende skete ikke i Landbrugsministeriet,netop fordi man anså
det som hensigtsmæssigt at fortsætte den eksisterende „arbejdsdeling“,således
at landbruget fortsat selv i hovedsagen varetog de eksportmæssige opgaver.Siden
krigens slutning var antallet af medarbejdere i departementet nok
vokset til et halvt hundrede, men der var stadig helt overvejende tale om
140