Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

heller ikke til at opsamle erfaringer fra arbejde i andre ministerier,da det vil
sætte dem bagud i det interne spil om forfremmelser (Jensen & Olsen, 2000:
172).Det betyder, at princippet om turnusordninger med andre ministerier
ikke benyttes i nævneværdigt omfang af Udenrigsministeriet.På chefniveau
er der dog en vis tilbøjelighed til at „udlåne“ chefer til andre ministerier,
som for eksempel Statsministeriet.
Samlet tegner der sig et billede af et ministerium,der er endog meget karriereorienteret
og dertil lukket i sammenligning med den øvrige centraladministration.
Hertil kommer, at embedsværket er præget af en betydelig
selvbevidsthed,hvilket formodentlig hænger sammen med opfattelsen af,at
diplomatisk arbejde ikke blot er forvaltning af Danmarks forhold til udlandet.Diplomati
er i højere grad en helt særlig profession.Den anseelige institutionelle
kapacitet har givetvis haft afgørende betydning for den måde,som
internationaliseringen er slået igennem på i forhold til både Danidas struktur
og opgaver, og i relationerne til omverdenen.Den har desuden betydet,
at de internationale krav og påvirkninger har kunnet håndteres uden de helt
store vanskeligheder.
SAMSPILLET MED DET
INTERNA TIONALE BISTANDSMILJØ
1994-strategien repræsenterede som nævnt en bevægelse væk fra det hidtidige
neutralitetsprincip over mod en langt mere eksplicit brug af bistanden
som middel til at påvirke modtagerlandets politik.Skiftet til en mere aktivistisk
linje i dansk bistandspolitik kan ikke ses uafhængigt af de forandringer,
der fandt sted i den internationale bistandspolitik gennem 1980’erne, og
som er blevet betegnet som „kontrarevolutionen i udviklingsteorien og
udviklingspolitikken“ (Toye, 1987). 1980’ernes udviklingspolitik, anført af
Verdensbanken, havde netop som sin centrale forudsætning, at man skulle
stille betingelser til ulandene for at få dem til at omlægge deres økonomiske
politik.I 1990’erne blev kravene om økonomisk liberalisering desuden suppleret
med betingelser om indførelse af politiske og administrative reformer
til gengæld for at modtage bistand (Crawford, 2001;Stokke, 1995).
Ikke alene fulgte Danida generelt de internationale signaler om at bruge
bistanden mere aktivt som politisk instrument. Danida var og er desuden
meget opmærksom på,hvorledes de øvrige bistandsdonorer ser på de aktuelle
udfordringer for den internationale udviklingspolitik.I forbindelse med
strategirevisionen i år 2000 producerede ministeriet således en selvstændig
220