Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

En ting er tilpasningen,som må ske ved indtræden i EU, hvis et land skal
være i stand til at forhandle på europæisk niveau og til at gennemføre fælles
politik i nationalt regi.En anden er efterfølgende tilpasninger over tid.Flere
nyere analyser belyser de samme sider af dette problem,som her er analyseret
for Danmarks vedkommende (Goetz, 2001;Harmsen, 1999;Hegeland &
Mattson, 2001; Jacobsson, 2001; Jacobsson et al., 2001; Kassim et al., 2000;
Lequesne, 1996; Menon, 2001).Deres konklusioner er samstemmende:At
der løbende opstår nye tilpasningsproblemer,som bliver løst;at tilpasningen
ikke følger en mekanisk stiafhængighed,men giver plads for såvel strategisk
tænkning hos de enkelte aktører som på regeringsniveau en gennemtænkning
af institutionelle nydannelsers konsekvenser for, hvad man definerer
som den nationale interesse på de enkelte sagområder; at samarbejdets
udvikling over tid og den administrative tilpasning hertil ikke har ført til
institutionel konvergens; at der inden for de nationale forvaltninger er
udviklet rutiner,som relativt gnidningsfrit muliggør håndteringen af endog
meget store sagsmængder; at opretholdelsen af stærkt centraliserede systemer
skaber et pres i retning af decentralisering og delegation i takt med et
stigende sagspres;og at den løbende tilpasning overalt sker inden for rammer,
som ligger i forlængelse af de institutionelle valg,som blev truffet ved
landets indtræden i samarbejdet.
Det leder frem til fire generelle konklusioner. Den første fremhæver de
nationale administrative institutioners betydelige fleksibilitet og tilpasningsdygtighed,som
imidlertid langtfra er ensbetydende med en passiv accept af
og tilpasning til politiske beslutninger, som er truffet på europæisk niveau.I
overensstemmelse med de generelle indsigter fra den teoretiske og empiriske
forskning om offentlig organisation og administrativ implementering
ser aktørerne den institutionelle indretning af gennemførelsen i forlængelse
af forhandlingerne om indhold og indretning af den fælles politik.Intet slag
er derfor tabt eller vundet,før man har set,hvordan de nationale regeringer
og de aktører, der er dominerende på de enkelte sagområder, har fastlagt
rammerne for den nationale administration og implementering.
Den anden konklusion understreger EU-institutionernes paradoksale
funktionsdygtighed,som ikke mindst kommer til udtryk gennem den dynamik,der
gang på gang præger deres evne til at initiere og formulere ny politik,selv
om det sker inden for et system,der i sjælden grad er befængt med
veto-punkter og tunge forhandlings- og beslutningsprocedurer (Héritier,
1999).Så hvor komplicerede EU’s spilleregler end er, giver deres udformning
betydelig plads til en rolle som politisk entreprenør for Kommissionen,
92