Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

om omlægninger, tilpasning og nytænkning.Det vil sige, at Danida tilsyneladende
har været i stand til at håndtere disse mange udfordringer, uden at
det har fået påviseligt negative følger for bistandens kvalitet. En betydelig
del af udfordringerne er kommet direkte til Danida udefra i kraft af de konstante
forandringer og nye ideer,som er så karakteristiske for det internationale
bistands- og udviklingsarbejde. Gennem de seneste mange år er denne
påvirkning blevet kanaliseret ind i Danida i kraft af forvaltningens omfattende
internationale samarbejde omkring bistands- og udviklingsspørgsmål.
Samarbejdet udfolder sig i en bred vifte af fora,hvorVerdensbanken,FNsystemet
med dets lange række af underorganisationer, OECDs Development
Assistance Committee samt EU hører til de mest centrale.
Andre udfordringer er kommet mere indirekte,i kraft af at danske aktører
på den bistandspolitiske scene har overtaget synspunkter og ideer fra omgivelserne
og derefter har præsenteret dem som krav til Danida. Det gælder
Folketinget, som traditionelt har været ganske lydhør over for signaler og
synspunkter fra FN-systemet.Det drejer sig også om de mange frivillige,
ikke-statslige organisationer,der er aktive inden for bistands- og nødhjælpsarbejdet.
Det var eksempelvis NGO’erne, der oprindeligt pressede Danida
til at få optaget en række emner på listen over officielle målsætninger for
dansk bistandspolitik.Det gælder tankerne om behovet for respekt for menneskerettighederne,
om kvinders rettigheder, og om behovet for at tage
hensyn til miljøet osv.
Her skal det ikke desto mindre hævdes, at den største udfordring for
bistandsforvaltningen er kommet fra den konstante vækst i bevillingerne,
som har kendetegnet netop dette politikfelt.Væksten tog især fart i kraft af en
beslutning i Folketinget i 1985 om at hæve bistanden fra det daværende
niveau på 0,77 pct. til 1 pct. af BNP i år 1992. Samtidig indbyggede man en
automatisk vækst i bistandsbudgettet,i og med at den ene procent af BNP
betød,at når den samlede økonomi voksede,som det var tilfældet i 1990’erne,
så ville bistandsbudgettet automatisk vokse i samme takt.Den borgerlige
regering under statsminister Poul Schlüters ledelse var imod,men valgte ikke
desto mindre at leve med beslutningen (Damgaard, 1992: 31-36; Olsen,
G.R.,1995:199).
I forlængelse af det internationale miljøtopmøde i Rio i 1992 besluttede
Folketinget – atter uden om regeringen – at etablere en særlig miljø- og
katastrofefond (MIKA-bevillingen),som fra 1.januar 1999 skiftede navn til
Miljø,Freds- og Stabilitetsrammen.Efter planen skal denne bevilling stige
frem til år 2002, hvor den skal udgøre 0,5 pct. af BNI (Danida/Danced,
209