Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

TILPASNINGENS POLITISKE LOGIK
Der ligger fire simple ræsonnementer bag hypoteserne om en alt i alt gnidningsfri
tilpasning af centraladministrationen til en internationaliseret verden.
Det første hviler på en påstand om, at offentlige myndigheder uden
modstand påtager sig nye og større opgaver.Der er to teoretiske forklaringer
på det, som trækker i samme retning. Den ene henviser til den loyalitetsnorm,som
meritbureaukratiet bygger på,og som tilsiger,at embedsmændene
loyalt påtager sig de opgaver, som bliver pålagt dem,fordi de har en forpligtelse
til det.Den anden peger på,at det også er i deres interesse.En organisation
med større opgaveportefølje nyder alt andet lige større magt og prestige,
og den står stærkere i den kamp om ressourcer,som er medbestemmende for
embedsmændenes karriere.
Det andet ræsonnement hviler på den observation, at offentlige myndigheder
ikke er etableret i og ikke fungerer i et politisk tomrum.Der er eksterne
interesser,ofte i form af interesseorganisationer,som foretrækker én organisering
af opgaverne frem for andre,fordi det giver dem de bedste muligheder
for at gøre deres indflydelse gældende, herunder for at holde aktører med
mere eller mindre modstridende interesser på afstand.En kombination af
denne tankegang med det første ræsonnement leder til en forventning om
stor stabilitet i den administrative organisation. Forvaltningens embedsmænd
har en tilskyndelse til det, og den falder sammen med interesserne
hos de dominerende aktører i deres politiske omgivelser. Hovedhypotesen
bliver da en forventning om forvaltningens loyale tilpasning til de ændrede
krav, som følger af internationaliseringen inden for de etablerede politiske
rammer. Umiddelbart skal man således forvente tilpasning,men derimod
ikke radikale forandringer og slet ikke mere omfattende institutionelle
reformer.
Det tredje ræsonnement går ikke imod en sådan overordnet formulering af
hypotesen,men udelukker heller ikke radikal forandring.For ganske vist er
fordelingen af opgaver mellem forvaltningens forskellige grene og de procedurer,som
regulerer opgaveløsningen,i en form for langsigtet ligevægt,som
ingen politiske eller administrative aktører er i stand til at forstyrre,bare fordi
de foretrækker en anden løsning. Logikken er, at man ikke rokker med
båden,hvis der er stor usikkerhed om de langsigtede konsekvenser,et sådant
krav kunne få for en selv,hvis ligevægten først er forstyrret.Alligevel ser man
til tider ganske stærke forandringer, som bryder stabiliteten.Resultatet er
ikke en permanent tilstand af uligevægt,men derimod forbigående perioder
præget af forandringer,indtil der er etableret en ny ligevægt,der er anderle-
60