Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

i en nordisk spørgeskemaundersøgelse,hvor chefer i centraladministrationen
vurderede,i hvilken grad deres enhed var berørt af og involveret i løsningen
af EU-opgaver.
De tre indikatorer tegner et entydigt billede af centraladministrationens
EU-opgaver. Det er for det første en blanding af dynamik og stabilitet.
Dynamikken kommer frem, når man ser på både væksten i den politiske
aktivitet på EU-niveau,og på de forskydninger, der er en følge af samarbejdets
udvidelse til nye områder som retlige og indre anliggender, og af den
intensivering af samarbejdet, som Det indre Marked er udtryk for. Men
samtidig viser tabellen,at samarbejdet fortsat er et økonomisk-politisk samarbejde
om fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser,om en fælles landbrugs-
og fiskeripolitik og om den reguleringspolitik,der understøtter den
fælles politik på disse områder.Den samme blanding af dynamik og stabilitet
viser sig i centraladministrationens vægtning af opgaverne. Udvidelsen af
samarbejdet har sat sig klare spor i ministeriernes vægtning af opgaverne.
Justitsministeriet og Indenrigsministeriet (fra 2001 Integrationsministeriet),
som kun var marginalt berørt i 1970’erne, er nu særdeles aktive i løsningen
af EU-relaterede opgaver. Det samme gælder Forsvarsministeriet. Men
tabellen viser også,hvordan der er forskel mellem sagområderne, når det
gælder den politisk udadvendte virksomhed på råds- og regeringsniveau og
den arbejds- og mødekrævende administrative gennemførelse i komitéerne
under Kommissionen.
Samtidig er stabiliteten iøjnefaldende. Det er nu som i 1970’erne Udenrigsministeriet,de
to store erhvervsministerier samt til dels de økonomiske
ministerier, der er stærkest belastede af EU-opgaverne. For de andre ministerier
er belastningen mindre, om end som nævnt for nogle stigende. Men
fælles for ministerierne har fra starten været,at så snart de bliver mere end
marginalt inddraget i EU-samarbejdet, bliver opgaverne integreret i de
ansvarlige ressortenheder, det være sig på departements- eller styrelsesniveau,på
chef- eller sagsbehandlerniveau (Christensen & Sørensen, 1981: 45­
63).Endelig viser tabellen en rimelig overensstemmelse mellem de billeder,
som hver af de tre indikatorer tegner. Den eneste undtagelse er Miljøministeriet,
hvis embedsmænd tillægger EU-opgaverne meget stor vægt i sammenligning
med både sagområdets tyngde i råds- og kommissionsregi og
dets relative vægt i 1970’ernes centraladministration. Der er øjensynligt
andre faktorer i spil her.
72