Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

deres forvaltninger:For det første har de skullet sikre en effektiv repræsentation
af regeringens politik i de internationale fora,hvor man fører forhandlinger
og træffer beslutninger med konsekvenser for dem.For det andet har
de skullet sikre, at deres forvaltning er i stand til at håndtere de problemer,
der knytter sig til gennemførelsen af de aftaler og beslutninger, som man
internationalt har forpligtet sig til.Paradokset bliver synligt i samme øjeblik,
man erkender, at selv om den administrative tilpasning til internationaliseringen
er et organisatorisk must, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende
med den nationale administrations inkorporering i en ny og transnational
forvaltning. Den politiske deltagelse i det internationale samarbejde og tilpasningen
af den nationale administration kan snarere være forudsætningen
for at bibeholde en fortsat relativt høj grad af autonomi i den offentlige politik.
Der er et andet paradoksalt træk ved den form for internationalisering,
der har fundet sted i de seneste halvtreds år,og som især karakteriserer deltagelsen
i EU. Den er administrationskrævende. Der er tale om en stærkt
reguleret internationalisering. Det gælder, hvad enten man derigennem
søger at afbøde internationaliseringens politisk uønskede eksternaliteter,
eller på internationalt og især europæisk niveau at formulere en fælles politik
som forudsætning for økonomiske og sociale transaktioners uhindrede
passage over de nationale grænser. Hvis „den hule stat“, som især engelske
politologer har talt og skrevet meget om, manifesterer sig på den måde, har
udhulingen i det mindste ikke ført til en udtynding af nationalstaternes
administrative kapacitet og organisatoriske ressourcer.I takt med den delvise
overførsel af kompetencen til at formulere offentlig politik til overnationalt
niveau har man set en udvidelse af den nationale forvaltnings ressourcer og
dens organisatoriske kapacitet.Internationaliseringen er altså lige så lidt som
decentraliseringen på nationalt niveau ledsaget af en nedbrydning af den
centrale forvaltning.
Med den formulering af problemet er der langt til globaliseringstankens
determinisme, hvor der ikke er noget valg,og hvor det gælder om at passe
sig til,hvis udviklingen ikke skal fare forbi eller direkte hen over nationale
institutioner, hvis beslutningstagere ikke kender deres besøgelsestid.Der er
snarere tale om, at man tilpasser sig, fordi udviklingen tilsiger det, og især
fordi man har besluttet sig for at deltage aktivt i det internationale samarbejde.Det
sker med det dobbelte sigte,at man forventer at kunne gøre sin indflydelse
gældende, når man i internationalt regi forhandler ny eller ændret
politik, og at man tilsvarende ved implementeringen af den på nationalt og
subnationalt niveau har en række organisatoriske valg.Strategien kan da
58