Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

samfundsmæssige placering, blev landbrugets generelle organisationer og
andelsorganisationerne inden for hovedprodukterne mælk og svinekød de
helt centrale aktører i denne reguleringsøkonomi. De havde flertallet af
udvalgsmedlemmer (der sad stort set ikke en statslig embedsmand i nogen af
de i alt ni eksportudvalg), og de kom til at stå for den praktiske administration
(Just, 1992a). Der var her primært tale om en politisk nødvendighed,
om end den socialdemokratiske landbrugsminister Kr.Bording også betragtede
det som en administrativ nødvendighed:
Det ville for det første være fuldkommen umuligt at administrere, hvis
man havde organisationerne imod sig … men det vil i det hele taget være
umuligt at administrere en sådan lov, når man ikke havde alle de mennesker,
som er inde i sagerne og har med disse ting at gøre til daglig, bag sig
(Folketingets Forhandlinger, 1932-33,sp. 2516).
En valutacentral-lignende ordning var dermed umulig inden for landbruget,
og i stedet blev der opbygget en supplerende forvaltning i organisationsregi.
Derfor var der stadig kun ansat 16 sagsbehandlere i Landbrugsministeriet i
1935,to år efter at de fleste eksportudvalg og hjemmemarkedsordninger,herunder
svinereguleringen,var trådt i kraft (Hof og Stat,1936).
Det er kendetegnende for beslutningerne om reguleringen, at den blev
udformet i et tæt samspil mellem landbrugets organisationer på den ene side
og landbrugsministeren på den anden.Andre dele af statsadministrationen
blev ikke inddraget i forhandlingerne, og derfor blev landbrugets interesser
afgørende for, hvordan man organiserede forvaltningen af de mange ordninger.
Årsagen til at landbrugsinteresserne fik frit løb var utvivlsomt,at
landbrugseksporten var af helt central betydning for samfundsøkonomien,
og derfor var opfattelsen nærmest, at hvad der tjente landbruget bedst var i
nationens interesse. I Socialdemokratiet overlod man således trygt sagen til
landbrugsministeren (Just, 1992a).
Rammen om hele eksportreguleringen var det komplicerede net af bilaterale
handelsaftaler,som blev iværksat fra 1930’ernes begyndelse.Landbrugets
organisationer spillede igen en helt afgørende rolle og sad tungt med
ved forhandlingsbordet.Bortset fra perioden 1941-47 havde landbruget selv
forhandlingsretten i forbindelse med afslutningen af handelsaftaler. Det var
dog en klar tendens, at Udenrigsministeriet og dermed mere overordnede
interesser, fik stigende indflydelse. Landbrugsministeriet var repræsenteret
ved kontorchef og snart kommitteret i eksportsager Viktor Brorson. Fra
slutningen af 1930’erne og de næste tre årtier var han knudepunktet mellem
139