Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

fæste i det globale system i form af FN, som med Brundtland-rapporten fra
1987 og Rio- og Kyoto-konferencerne i henholdsvis 1992 og 1997 afgørende
har bragt sammenhængen mellem miljø og energi i fokus.For det andet
foregår internationaliseringen inden for rammerne af EU, hvor de 15 medlemslande
langsomt – om end ikke særlig sikkert – prøver at skabe „det
indre energimarked“ efter principperne i Det indre Marked, samtidig med
at de med en vis (vekslende) ihærdighed prøver at leve op til de forpligtelser,
der er fastlagt på FN’s miljøkonferencer.
bære dygtig udvikling
Brundtland-rapporten, Vor fælles fremtid, satte for alvor international fokus
på de omsiggribende miljøproblemer (World Commission, 1987).Rapportens
appel om forandring omfattede både en erkendelse af, at økonomisk
vækst var kommet for at blive, og at det var nødvendigt at skabe rammerne
for en mere fornuftig belastning af de naturlige ressourcer. De mange konfrontationer
mellem miljøhensyn og industri- og landbrugsproduktion,der
havde skærpet opmærksomheden om truslerne mod miljøet, skulle afløses
af en realpolitisk strategi med FN som institutionel hovedaktør.En strategi,
der gik under overskriften bæredygtig udvikling.
Brundtland-kommissionen rettede opmærksomheden mod en lang række
globale udviklingsproblemer, som f.eks.drivhuseffekten.Når energien
kom ind i billedet,skyldtes det energiproduktionens og -forbrugets relativt
omfattende udledninger af drivhusgasser – især af CO 2
. Rapporten indeholdt
kun få konkrete anvisninger. En af dem var, at energiforbruget skulle
halveres inden for 30 år. Dens betydning lå snarere i,at den pegede på nødvendigheden
af at ophæve den tætte forbindelse mellem økonomisk udvikling
og øget miljøbelastning.Derved greb rapporten ind i den politiske definition
af fremtidens gode samfund.
Som i andre lande udarbejdede den danske regering en overordnet handlingsplan
for miljø og udvikling,der intentionelt gav miljøhensyn en større
betydning i de politiske prioriteringer.Lidt firkantet sagt blev der lagt op til,
at miljøpolitik ikke primært skulle handle om ad-hoc at gøre rent efter fortidens
synder,men forebygge – formindske eller forhindre – fremtidens fejltrin
(Rasmussen, 1996: 476 ff).
Brundtland-rapporten var et vigtigt skridt i miljøpolitikkens internationalisering,væk
fra de forudgående årtiers koncentration omkring lokale og
nationale problemer. Internationaliseringen var betinget både af transna-
193