Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

om overenskomsternes fortsatte gyldighed ved virksomhedsoverdragelse.
Parallelt med udviklingen af lovgivning var også en række EU-initiativer
rettet mod at afhjælpe situationen blandt de fattigste områder i Europa.
Strukturfondene har haft denne funktion og blev udviklet i denne periode.
Samtidig blev der i perioden forberedt en række andre direktiver – bl.a.
det såkaldteVredeling-direktiv om informations- og høringsrettigheder –
der ikke kunne opnå tilstrækkelig tilslutning blandt medlemsstaterne til at
blive vedtaget.Traktatgrundlaget fordrede på daværende tidspunkt enstemmighed
i Ministerrådet om de arbejdsmarkedspolitiske emner.
I forhold til den danske forvaltning betød medlemskabet af EU, og de
direktiver som blev vedtaget i den sammenhæng,indførelsen af en ny række
love på arbejdsmarkedet.
2.fase: 1975-1987:Perioden fra 1975 til 1987 var i vidt omfang præget af stilstand
i EU. Det gjorde sig i almindelighed gældende i EU-samarbejdet
(Moravcsik, 1998) og i særdeleshed på det arbejdsmarkedspolitiske område.
Der blev kun i meget begrænset omfang vedtaget nye retsakter af betydning
for arbejdsmarkedet, hvilket bl.a. skyldtes britisk (men til dels også dansk)
modstand over for at udvikle EU-indsatsen på dette politikområde.
3.fase: 1987-1993:Planerne om etableringen af Det indre Marked kickstartede
integrationsprocesserne i EU.Et forhold som også lod sig mærke på det
arbejdsmarkedspolitiske område (Falkner, 2000;Springer, 1992).Mest tydeligt
var det i den traktatændring,der blev iværksat med Den Fælles Europæiske
Akt. Her blev der tilføjet en række nye bestemmelser på det arbejdsmarkedspolitiske
område. For det første blev der indført afgørelser med kvalificeret
flertal på arbejdsmiljøområdet. Og for det andet blev der indføjet en
bestemmelse om,at Kommissionen skulle søge at udvikle samarbejdet mellem
arbejdsmarkedets parter på europæisk plan (den sociale dialog). Begge
dele pegede i retning af mere EU-aktivitet på det arbejdsmarkedspolitiske
område (Jensen, 1998).
Samtidig vedtog medlemsstaterne – minus Storbritannien – det såkaldte
„Sociale Charter“ i 1989. Og om end charteret var uden retslige bindinger
for medlemsstaterne, signalerede vedtagelsen, at medlemsstaterne ønskede
et intensiveret arbejdsmarkedspolitisk samarbejde i EU. Med charteret blev
det for alvor markeret, at EU-samarbejdet også skulle beskæftige sig med
social- og arbejdsmarkedspolitikken.Og charteret blev på den måde startskuddet
til en ny periode i EU præget af nye direktivforslag om etablering af
lønmodtagerrettigheder.
I perioden op til 1993 fremsatte EU-kommissionen en lang række forslag
170