Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

sig af reguleringen af eksport og import af landbrugsvarer fra og til verdensmarkedet
(import- og eksportlicenser samt eksportstøtte). Dette skete i
samarbejde medToldvæsenet,som også opkrævede importafgifter.
EF-direktoratet hørte formelt under 2. afdelings 1. kontor, men var både
bygnings- og indholdsmæssigt en selvstændig enhed,hvor direktøren havde
direkte referat til departementschefen.I dagligdagen skete den reelle styring
og koordinering dog fra 2. afdelings 1. kontor. Umiddelbart virker det som
om,at denne måde at organisere 2. afdeling på forekommer naturlig,givet
karakteren af ministeriets opgaver,men det er dog ikke tilfældet.En rapport
om Landbrugsministeriets organisation,udarbejdet af Finansministeriets
Administrationsdepartement i 1988,fremhævede,at todelingen af ministeriet
nemt kunne føre til koordineringsproblemer i EF-sager,hvilket der havde
været eksempler på (Administrationsdepartementet, 1987, delrapport 3: 25)
Denne rapport førte i øvrigt til,at der skete nogle omorganiseringer i ministeriet,bl.a.blev
antallet af kontorer i 2.afdeling reduceret fra fem til fire.
Senere er fulgt en mere grundlæggende ændring, som samlet har haft til
formål at styrke departementets koordinerende og policy-formulerende
kompetence.Der er således nu etableret en koncernledelsesmodel,hvor der
i tilknytning til departementschefen er kommet en selvstændig administrations-
og udviklingsafdeling, der koordinerer økonomi, budget, planlægning,
personale og IT. 1. afdeling består nu kun af to kontorer, et miljø- og
plantekontor og et veterinær- og fødevarekontor. 2.afdeling med tre kontorer
tager sig af EU-koordination og internationale opgaver (WTO, OECD,
FAO, Øststøtte, eksportfremme m.m.). Dertil kommer en 3. afdeling,der
varetager fiskeriområdet (Hof og Stat, 2001). Omdannelsen af Landbrugsog
Fiskeriministeriet til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i
1996 var således ikke kun et navneskift, det var også et hamskifte, hvor
ministeriet ved indgangen til sit andet århundrede nu definerede sig som et
fødevareministerium frem for et landbrugsproduktionsministerium.Det er
også først i løbet af 1990’erne,at ministeriet tager den fulde konsekvens af de
ændrede omverdensvilkår og lader de internationale forhold være en naturlig
del af arbejdet i alle kontorer i 1.og 2. afdeling – en udvikling der også
karakteriserer andre ministerier (Pedersen, 2002) og andre lande (Jacobsson
et al., 1999;Olsen, 1997;Trondal, 2000).
Denne filosofi er også slået igennem i forhold til de to tidligere direktorater,
EF-direktoratet og Strukturdirektoratet (det tidligere jordlovskontor).
Som konsekvens af at begge administrerer og implementerer diverse EUordninger,er
de nu slået sammen til Direktoratet for FødevareErhverv.
144