Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

det har flere politiske konsekvenser end andre former for samarbejde.Af alle
disse grunde stiller det langt større krav til den administrative kapacitet.
Alligevel er opgavernes ressortfordeling ikke nogen stor og konfliktfyldt
sag. Mønstret tegner sig allerede under forhandlingerne om optagelsen. De
blev forberedt og ført i et samarbejde mellem embedsmænd fra Udenrigsministeriet,
de økonomiske ministerier og erhvervsministerierne (Udenrigsministeriet,
1968). Koordinationen blev politisk sikret gennem dels et
regeringsudvalg,dels en særlig markedsminister, der departementalt blev
betjent af et særligt Markedssekretariat, der var blevet etableret i Udenrigsministeriet
i 1966 inden for den politisk-økonomiske afdeling (Christensen,
1995: 36-38;Møller, 1995: 165-166).Da tilslutningen var forhandlet på plads,
og et flertal af vælgerne havde sagt ja til den,var der ingen,der satte spørgsmålstegn
ved,at EF-medlemskabet gav nye og permanente opgaver for såvel
Udenrigsministeriet som de øvrige ministerier,ej heller at de skulle fordeles
i overensstemmelse med den praksis, der var tilvejebragt allerede under
optagelsesforhandlingerne (Ersbøll, 1995: 77-82).
Selv om næsten alt gav sig selv,blev der på marginalen åbnet for diskussion
af ressortfordelingen. Et spørgsmål var, hvem der skulle have ansvaret for
EF-budgettet og repræsentere regeringen i de årlige forhandlinger om næste
års budget. Udenrigsministeriet gjorde krav på opgaven. Det gjorde
Finansministeriet også,men det var ikke nok til at fravriste det første opgaven
(Finansdepartementet, 1971).Et tilsvarende problem opstod med 1970’-
ernes første spæde tilløb til et såkaldt (udenrigs-)politisk samarbejde mellem
EF-landene.Det havde hurtigt en dobbelt flade.Den ene vedrørte opgavens
placering i selve Udenrigsministeriet,som udviklede sig hen mod en todepartementsorganisation
med en delt politisk ledelse. Konturerne af den
anden flade blev klare,efterhånden som stats- og regeringschefernes særlige
topmødeforum fandt sin form,og det var én grund til,at Statsministeriet
allerede i begyndelsen af 1970’erne etablerede en beskeden egenkapacitet på
det europæiske område.Statsministeriets begyndende engagement er typisk
for den gradvise og pragmatiske måde, hvorpå opgaverne blev indpasset i
den eksisterende ministerielle organisation.
Den samme blanding af kontinuitet og lineær tilpasning præger udviklingen
helt frem til i dag.Alligevel er der grundlag for en opdeling af perioden.
Skellet er sat i slutningen af 1980’erne, fordi der på det tidspunkt skete to
afgørende ændringer i de vilkår, hvorunder de internationale opgaver blev
løst.Den ene var sammenbruddet i Sovjetunionen og det kommunistisk styrede
Østeuropa, som på afgørende vis ændrede betingelserne for dansk
66