Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

udenrigspolitik;den anden var de første store reformer siden EF’s etablering
i 1950’erne. De havde både et institutionelt og indholdsmæssigt sigte.
Delors-reformerne åbnede for flertalsafstemninger i ministerrådet,og kombinerede
indholdsmæssigt etableringen af Det indre Marked med en styrkelse
af samarbejdet inden for miljøpolitikken og social- og arbejdsmarkedspolitikken.Maastricht-
og siden Amsterdam-traktatens reformer ligger i
forlængelse heraf.
I kølvandet på disse radikale ændringer i de ydre rammer sker der en række
ændringer i opgavefordelingen i den danske administration, men spørgsmålet
er, om man kan føre dem tilbage til de ændrede internationale vilkår.
Udenrigsministeriet gennemgår en gennemgribende reorganisering, som
konsoliderer organisationen i ét departement, der afløser de tre, der efterhånden
var opstået. Med en grundstruktur baseret på en Nord- og en Sydgruppe
indebar den nye organisation en tilpasning til et nyt internationalt
system.Reorganiseringen var dog ikke udløst heraf,men af et politisk ønske
om en enstrenget ledelsesstruktur i ministeriet, der kunne stramme organisationen
op (Møller, 1995: 168-170; Udenrigskommissionen, 1990). Det var,
specielt på Europa-politikkens område, et ønske, ledende politikere fra Socialdemokratiet
ogVenstre havde luftet allerede i første halvdel af 1970’-
erne, og ved omdannelsen af den socialdemokratiske regering i 1977 blev
første skridt taget med nedlæggelsen af posten som minister for udenrigsøkonomi.
I løbet af 1990’erne er der sket en række ændringer i ressortfordelingen,
men igen er der tale om tilpasninger,som udspringer af dansk indenrigspolitik
og ministeriernes institutionelle interessevaretagelse. Under den lange
periode fra 1993 til 2001 hvor Marianne Jelved var økonomiminister, skete
der en gradvis udvidelse af ministeriets ressort.Reguleringen af den finansielle
sektor blev en af ministeriets nye opgaver, ligesom det lidt efter lidt
fremstod som det ministerium, der tager sig af alle økonomisk-politiske
opgaver af internationalt tilsnit.Det gjorde økonomiministeren til en sværvægter
i dansk EU-politik, mens finansministeren og Finansministeriet
koncentrerede sig om nationale affærer.Det har ikke hindret udbrudsforsøg,
hvor snart den ene, snart den anden ministerielle aktør har lagt op til justeringer
af ressortfordelingen. Somme tider er det lykkedes, som da en
omlægning af eksportfremmeaktiviteterne,der var sat i gang af Erhvervsministeriet,
ikke desto mindre endte med, at opgaverne, herunder Danmarks
Eksportråd,blev samlet under Udenrigsministeriet (Iversen, 2002).Hver
gang der sker omdannelser af regeringen,rækker Finansministeriet ivrigt ud
67