Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

svaret.Forsvarsministeriets departement indretter således et særligt NATOkontor,
ligesom Forsvarskommandoen tilpasser sig deltagelse i det militære
samarbejde med integrerede stabe og indbyrdes militær og teknisk koordination.Den
mest vidtgående ændring sker, da Danmark og det daværende
Vesttyskland i NATO-regi etablerer en fælles enhedskommando, hvis chef
skiftevis er en dansk og en tysk officer.På det økonomiske område er udviklingen
også omfattende, men til en begyndelse ikke nær så radikal.For det
første handler det om at sikre dansk udenrigshandel på markeder, som fortsat
er præget af protektionisme og bilaterale aftaler; for det andet om deltagelsen
i et spirende økonomisk samarbejde med de demokratiske lande på
begge sider af Atlanterhavet.Tilpasningsmønstret minder om det på det sikkerhedspolitiske
område.
Udenrigsministeriet ekspanderer og inkorporerer de udvidede opgaver i
sin organisation; det samme gør de økonomiske ministerier og de to store
erhvervsministerier.Som noget nyt opbygger man endelig tværministerielle
medarbejderstabe på de danske repræsentationer ved internationale organisationer
som NATO og OEEC/OECD.
Det er en gradvis og udramatisk udvikling, som afspejler opgavernes
ændrede karakter og omfang,og som fører til parallel og i øvrigt forholdsvis
beskeden ekspansion i såvel udenrigstjenesten som i den interne forvaltning.Den
politiske ændring af Danmarks internationale politik var givetvis
mere vidtrækkende og dramatisk end den administrative tilpasning, der var
nødvendig for at gennemføre den nye politik.Administrativt var der for det
første plads til alle, for det andet var opgaverne teknisk-administrativt af en
karakter, som forudsatte såvel sektorspecifik som diplomatisk indsigt, og
disse indsigter var nu engang placeret i hver sin del af centraladministrationen.
Den særlige fleksibilitet ser man, når man op igennem 1950’erne og
1960’erne engagerer sig i forbigående forhandlinger om samarbejde i andre
regier, således som det skete de gange, hvor et nordisk forum politisk blev
afprøvet som alternativ til integrationen i vestlige samarbejdsfora. Lynhurtigt
passer man strukturen til,og der er ikke noget,der tyder på,at det har
voldt de store vanskeligheder, når regeringspolitiske overvejelser førte til,at
den politiske ledelse en overgang blev forankret i uafladeligt skiftende konstruktioner
(Lidegaard, 2001).
For en første betragtning er der et voldsomt brud i udviklingen efter 1973,
hvor Danmark indtræder i EF. Samarbejdet er mere omfattende end noget
tidligere. Det er dertil henlagt til overnationale institutioner på europæisk
niveau,og den fælles politik på told-,udenrigshandels- og landbrugsområ-
63