Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

samarbejde i denne periode siges at have foregrebet nogle af de initiativer,
der senere slog igennem i EF-regi.
Det fælles nordiske arbejdsmarked eksisterer naturligvis stadig,men optager
i dag kun begrænsede ressourcer på det forvaltningsmæssige niveau.
Størstedelen af samarbejdet på det arbejdsmarkedspolitiske område er i dag
rettet mod at afstemme,koordinere eller orientere om synspunkter i forhold
til forskellige EU-initiativer.
Før Sveriges og Finlands indtræden i EU i 1994 søgte de øvrige nordiske
lande i særdeleshed at „få varetaget“ deres interesser gennem den danske
forvaltning.I dag er det imidlertid først og fremmest Norge – der som EØSland
skal efterleve langt flertallet af de arbejdsmarkedspolitiske direktiver
mv., der kommer fra EU, men som ikke „sidder med ved det besluttende
bord“ – som søger at få henholdsvis Finland,Sverige og Danmark til at varetage
sine arbejdsmarkedspolitiske interesser i EU.
Man kan på den ene side ikke iagttage, at de nordiske lande koordinerer
deres EU-synspunkter i en sådan grad,at de generelt kan siges at optræde
som en kontinuerlig og samlet blok på det arbejdsmarkedspolitiske område.
Der er – trods visse ligheder landene imellem – forskel på de nordiske
arbejdsmarkedsmodeller, hvilket også kommer til udtryk i, at landene kan
have forskellige interesser (Due et al., 2000;Jensen, 2001).
På den anden side er det imidlertid også tydeligt,at de nordiske lande har
en række fællestræk (som f.eks.høje organisationsgrader blandt lønmodtagerne),
der eksempelvis gør det naturligt for dem at arbejde for stor partsindflydelse
i den europæiske arbejdsmarkedspolitik.
Skal der trækkes en række generelle iagttagelser op i tilknytning til spørgsmålet
om karakteren af ministeriets internationalisering i forhold til ILO,
Europarådet, OECD og det nordiske samarbejde, kan der peges på i hvert
fald fire. For det første er det tydeligt, at internationale organisationer i
almindelighed har en stigende betydning som dagsordensættende instans.
Dette hvad enten de internationale organisationer er beskæftiget med traditionelt
konventionsarbejde – som ILO eller Europarådet – eller er beskæftiget
med analyse- og konceptudvikling – som OECD. For det andet er det
karakteristisk,at arbejdsmarkedsregulering i internationalt regi – f.eks.ILO
og Europarådet – i vidt omfang handler om at etablere lønmodtagerrettigheder,
der er rettet mod det enkelte individ.Den enkelte lønmodtager skal
beskyttes mod urimelig afskedigelse, mod etnisk forskelsbehandling,mod
kønsdiskrimination mv. Denne individorienterede beskyttelsesstruktur –
som vi også kender fra EU, men herom senere – præger også direkte eller
167