På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
2.) Den Moderation og Tolerance i Henseende til andre Secter,
som udi sig selv er christelig, er med Tiden 213 dreven saa
vidt, at den haver strakt sig til Socinianer og Qvækere
[kvækere]; og kand ikke nægtes, at jo Spener selv dertil haver
givet Anledning, saasom man seer, at han haver giort for
meget Væsen af Jacob Böhm og nogle andre fanatiske
Mennesker.
3.) Den Lærdom, som i Begyndelsen er ført mod verdslig
Philosophies Forfængelighed, og som hos Spener kunde have
nogen Grund, er af andre pousseret saa vidt, saa at de have
talet med Foragt om alle Videnskaber, holdende dem ikke
alleene ufornødene, men endogsaa skadelige for Kirke-
Lærere.
I Følge deraf have ogsaa mange fordømt all foregaaende
Meditation og Bereedelse til en Prædiken; hvilket er
Qvækernes Lærdom. Spener selv haver dog ikke gaaet videre,
end at tillade Prædikantere at udvælge selv Texter, og ikke at
binde dem til visse anordnede Texter, som foreskrives af
Evangelier og Epistler.
4.) Spener forkaster vel ikke de anordnede Formularer til
Bønner, men ønsker alleene, at Prædikantere maa selv have
Frihed at tillegge deres egne Bønner efter Tidernes
Beskaffenhed. Mange af hans Disciple derimod have deraf
taget Anledning til at vrage alle anordnede Kirke-Bønner. Dette
er hvad man med Upartiskhed kand sige herom: Og seer man
deraf, at Grundvolden til den saa kaldne Pietismum kand være
lagt udi en retsindig Intention, og uden Forsæt at vige fra
Orthodoxien, eller at separere sig fra den Evangeliske Kirke.
Men, saasom alle Speners Disciple ikke have havt Speners
Skiønsomhed og Moderation, ere adskillige u-antagelige og