På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
selsomme Meeninger deraf avlede; saa at mange af dem, som
alleene ville føre Navn af Pietister og Spenerianer, have
separeret sig fra den publiqve GUds-Tieneste, og ere blevne,
om ikke heele, saa dog halve Qvækere.
Dette kand ikke nægtes, uden man vil tale imod Erfarenhed:
Thi man haver seet Folk udi hobetal at holde sig fra Kirkegang,
fra den hellige Nadvere, og veigret sig ved at lade deres Børn
døbe [fordi de anså barnedåb for problematisk sammenlignet
med »gendåb« af voksne; den danske konfirmation blev
tilsvarende indført i 1736 på pietistisk opfordring]; saa at den
Høje Øvrighed haver holdet fornødent ved strænge
Forordninger saadant at hæmme.
Man maa saaledes giøre Forskiel imellem simple Pietister og
outrerede Pietister: De første drister jeg mig ikke til at kalde
Kiettere; alt hvad man kand kaste dem for, er dette, at de
synes at have noget tilfælles med de gamle Donatister, i det de
ved alt for hidsige Declamationer mod de ordentlige Lærere,
have givet andre Anledning til at separere sig fra Kirken, og at
holde den publiqve Lærdom mistænkt; og haver saadant
ophidset desmeere de orthodoxe Lærere, efterdi de have
mærket, at mange af disse hidsige Censores behøve selv
Reformation udi Levnet og Opførsel, og at derfore deres
idelige Straffe-Prædikener kand heller henføres til en slags
misanthropie, end til en christelig Nidkierhed.
Hvad de outrerede Pietister derimod angaaer, som have
skiulet sig under de andres Vinger, og betient sig af deres
Navn, da haver Erfarenhed lært, at de udi lidt eller intet have
differeret fra Fanaticis eller Qvækere; thi adskillige af dem
have opført sig saaledes, at de modererede Pietister ikke have
villet erkiende dem for deres Brødre, skiønt de ved en slags
Protection have giort sig selv mistænkte, og derudover ofte ere