På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
til nogen Merite, og troe, at efterdi han har ingen Deel haft udi
den almindelige Skade, han ogsaa ingen Deel haver haft udi
Landets almindelige Synder.
I Anledning af denne Mortalitet er bleven omtvistet, hvilken
Ulykke kunde være størst, enten saadan Sygdom havde
angrebet Hestene eller Horn Qvæget. Nogle meene, at
Mortalitet blant Beesterne vilde have foraarsaget størst
Ulempe; og til at bestyrke deres Meening, bruge saadanne
Argumenter:
1.) Efterdi man ingenlunde kand undvære Hæstene, i
henseende til Jordens Dyrkning, og i sær til daglig Kiørsel; thi
hvorledes vilde Bonden og Landmanden blive af med sine
Vahrer, som maa føres paa Vogne, og ikke kand bæres paa
Axlerne til Kiøbstæder.
2.) Vilde deres Havre, som meest fortæres af Hæste, blive til
liden Nytte.
Det første Argument er heel vigtigt; thi, endskiønt man i
Nødsfald kunde spende Stude for Vognene, vilde Reiser blive
langvarige:
Hvad det andet derimod angaar om Høes og Havres debit, da
er det ikke af lige Vigtighed; Thi en stor Deel Havre bruges til
Staldstude og andre Creatures Føde, og meere deraf kunde
end forbruges, hvis Bønder efter Forpagternes Exempel og
vilde stalde Stude.
Derforuden ere de fleeste Havre-Jorder af den Beskaffenhed,
at derudi kand saaes, saavel Byg som Rug og Boghvede.
Det Høe, som fortæres af Bøndernes Hæste, og som bliver
ført til Kiøbstæderne at selges, kunde med større Fordeel tiene
til Føde for Bøndernes Qvæg, hvorpaa de fleeste ikke legge