På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
Trøje op, og føler ham paa Brystet, En finder hans Puls, hver
gjorde Sit. Nu stikke de Hovederne sammen og erklære, at
Blodet ved Legemets umaadelige Hede var kommen i Kaag,
og voldte de Griller, saa Fyrsten glemte sig selv og troede at
være en anden. Hvorvel den Vanvittighed ikke var i nogen høj
Grad; det vilde ingen Under være, da Blodet var i saadant
Kaag, om han endnu sværmede urimeligere. Der var imidlertid
gode Raad for; naar han blot en Dag levede lystig, og søgte at
fordrive de Griller ved Glæde og Vellevnet, vilde han snart
komme til sin Samling igjen. Da han nu ikke vidste, hvad han
skulde sige dertil, lod de strax gjøre Anstalter til al den Ting,
der kunde muntre hans Sind. Der var Røgelse og Salver, og
alle Slags rare Sager, og der var Musik og Sang; Jeppe, som
fandt det var noget andet, end hans gamle Sækkepibe,
spurgte, om de plejede altid at have sligt. De svarte, hver Dag,
og han plejede at holde meget deraf; han undrede sig, at han
ikke kunde komme det ihu; men de paastode, at det kom af
hans Sygdom.
Nu fortælle de ham Historierne om den, der indbildte sig intet
Hoved at have; den, der troede at have Hovedet fuldt af Fluer;
den, der frygtede at volde en Oversvømmelse ved at lade sit
Vand; den, der holdt sig selv for død; den, som man fik til at
troe, hans Hoved var blevet dobbelt saa stort; og den, som
stod i den Tanke, at hans Næse var 10 Fod lang; og faae de
endelig vor Bondemand i den faste Tro, at han var en Konge.
Nu begyndte han da at see sig stolt omkring, foragte alle dem,
der omgav ham, og ansee for en Drøm Alt, hvad der kunde
minde ham om hans fordums Fattigdom. Jeg kunde have Lyst,
sagde han, at komme ud af Sovegemakket, for at sætte min
Hukommelse andensteds paa Prøve. Strax lyde alle hans Bud.
Nogle bære ham, andre ere hans Løbere, andre hans
Laqvejer. Han bliver nu baaren om blandt alle sine fornemme