På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
Det fortiener ogsaa at bemærkes, at et Middel, hvorved
Inspectørerne og Forvalterne holde Bønderne ligesom i
Tømme, er Udviisningen af Træe.
Thi dem, som de ville vel, udvise de gode Træer, men dem,
som de have et skiævt Øje til, nogle, som hverken Øxe eller
Saug kan bide paa.
De, som have vidst at holde gode Miner med dem, faae da
saameget Træe, at de kan holde Marked dermed.
Der falder mig i denne Anledning en Anecdote ind.
En fornem Herremand sendte engang om Vinteren
Inspectøren ud paa sit Gods for at mærke de Træer, som
skulde fældes, og, for at der ikke skulde gaae mere til, end der
behøvedes, gav han ham En med, som i denne Sag fik lige
Stemme, men ellers havde en højere Post paa Herremandens
Slot.
Det er utroligt, hvor sparsom, hvor paaholdende Inspectøren
var i denne Mands Nærværelse; hverken Forpagter eller
Forvalter kunde udrette noget hos ham; det lod som han blot
havde sin Herres Beste for Øjne.
Men den følgende Vinter kom han alene og uden Følge; da var
han langt bedre at komme tilrette med, og udviste med saadan
Ødselhed, som om han var kommen netop for at faae Skoven
ruineret.
Han søgte saaledes at giøre det forrige got igien og at hielpe
dem til noget, hvoraf de kunde udrede deres Skatter, og holde
sig skadesløse for andre Smaaudgifter.
- - -