På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
højeste rett udi Dannemark, saa gaae derimod
Laugmændenes og andre Over-rættes domme først til Over-
Hof-Retten i Christiania.
Jeg har tilforn mældet, at enhver, som stævnes maa møde at
svare for sig eller lide dom, med mindre han kand viise lovlig
forfald, hvo, som saadant forsømmer, siges at være
stævningen overhørig, og maatte fordum vidner, som sadde
stævninger over-hørige, bøde deres 3. mark, og siden ikke
vidne udi nogen anden saa; Og bønder der-forruden forrbrudte
deres fæste, som kand sees af den Siællandske rætt,
Skaanske lov og Christ. 3. Recess.
Forfald, som man behøvede at giøre inden tinge, skulde
fordum sværges af toe mænd med oprakte fingre, og tillodes
saadant forfald 3. gange efter den Jydske lov, hvilken lib. 1.
cap. 50. taler derom saaledes: End kommer hans forfald,
der sigted er, paa vædermaals-ting og ei han selv, da
nævnes ham andet ting for, men længer end 3de Ting maa
ei forfald giælde. Den gamle Norske lov tillader ogsaa udi
visse ting trende forfald; Efter vore nu brugelige love ere
lovlige forfald udi alle rætter disse: Om nogen ligger paa sin
syge seng, saa at han ikke kand komme; Eller man er i
Kongens bestilling forhindret, eller og, om han er kalden til
høyere dom, eller og han skal værge sin jord, om det er hans
rette lavdag. Disse forfald skal den, som er eller haver
stævned, lade sværge med oprakte fingre efter loven; Men
sigtes nogen paa Tinge, saa at han selv hører derpaa, for hvad
sag det er, eller han tager mod gien-mæle paa tinget, da maa
ham ingen forfald hielpe, at han jo enten selv eller hans
fuldmægtig bør at møde og svare.
Sager udi disse Riger plaideres enten ved de vedkommende
selv, eller ved fuldmægtige; Saadanne fuldmægtige kaldes