På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
20 - Var den meget mærkværdige Holberg tangent?
På et tidspunkt i sensommeren 2009 dukkede noget
metaforisk 40 op i mit hovede. Kunne man (med fordel) opfatte
Holberg som et tangent menneske? 41 [tangent med tryk på
første stavelse, ikke på anden; se nedenfor s. 563]. Hvis
udtrykket kunne siges at være rammende, var det måske et
praktisk udtryk?
Udkantet var han og sikkert også ømfindtlig, med andre ord et
tangent menneske i et par henseender. Ikke noget nemt
menneske - ikke én det var nemt at komme overens med eller
at handskes 42 med, og måske mere og mere, ikke mindre og
mindre besværlig 43 .
Holberg var én der undertiden havde temmelig faste meninger,
ofte i form af sær-meninger, måske også når han ikke havde
dét objektive grundlag der var nødvendigt for at udtale sig
generelt. Holberg spøgte i sine latinske erindringer med denne
tilbøjelighed da han fortalte om at han i sin ungdom - nærmest
for træningens skyld - havde indtaget et hasarderet synspunkt
om kvindernes rolle. Og tilsvarende om at han havde indladt
sig på en fjollet konkurrence om hvem der var bedst til at tale
fransk, en 'teknik' han siden genbrugte litterært, ikke mindst i
en berømt kappestrid i Erasmus.
Det ironiske er at Holberg - især som ældre - blev kendt for at
være dén der om nogen talte for at man skulle følge den
gyldne middelvej, for at at man skulle stræbe efter at være og
udtrykke sig afbalanceret. At han i de unge år kunne opføre sig
'selvsikkert' og 'overmodigt' er vel ikke så usædvanligt.
Og måske er det heller ikke så mærkværdigt at han på sine
ældre dage kunne optræde knarvornt, irritabelt eller afvisende.