På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
se, da kommer en Paafuglemoder med snehvide Kylling,
bryster sig, ænsende ej hele den navnløse Flok,
Flux det Syn mig opildner, og Phøbus fylder mit Hjerte,
saa det med varslende Sang bryder fra Læberne frem:
Rostgaard! Velkommen byder dig snart den hvidklædte
Kongshal, snart dit ædle Bryst prydes med rød-hvide Baand!
Sådan kom det ikke til at gå. Rostgaard fik aldrig denne
udmærkelse - som visse andre fik - men blev efter en dyb og
langvarig rutsjetur forfremmet til Konferensråd.
Digtet - og så meget andet - førte til at den ædle modtager -
bad den håbefulde Laurids Gram om at tage sig af hans egne
digte, om at arrangere dem - velsagtens med henblik på udgivelse.
Laurids Gram blev glad, følte sig anerkendt og drøftede
det smukke tilbud med sin o. 15 år ældre bror, Hans, der
imidlertid advarede ham: Det guddommelige forsyn viser ikke
sjældent sin godhed både ved hvad der nægtes os og ved
hvad der gives os, sagde han. Livet ved Hoffet og hos
mægtige velyndere sandes ofte at være en slibrig glidebane. 241
Laurids Gram blev nedslået og bitter på sin bror; hvorfor giver
han mig fodlænker på og bremser mig uden årsag?, spurgte
han sig selv. Men han gáv sig; indså desuden snart at det var
broderen der var den kloge. Den - i mange måder -
betegnende beretning kendes fra den forhen lænkede, for han
trak den frem i sit skrift om storebroen - da han mindedes sin
egen kådhed og dennes visdom. At lillebroren ved samme