På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
saa at, om somme misfornøyede Kiøbmænds Raaben havde
trænget sig igiennem, havde Engelænderne endnu været
Høkere for andre. Men hvad som mest tiener til Beviis paa
visse af vore Kiøbmænds u-grundede Klynken, er, at de
Norske nyligen af sig selv have forlanged, som en naade den
selv samme Reformation, som de andre krømpte sig ved.
SYLVESTER. Hillemænd! er det sant, saa skiemmer jeg mig
ved mig selv og ved mange af mine Medborgere; thi de Norske
Kiøbmænd holdes for at have gamle Been udi Panden, og at
forstaae Kiøbmandskab udi Grund.
MONTANUS. Det er icke alleene Nordske Kiøbmænd, men
endogsaa de der leve af Fremmedes Commissioner selv, der
sucke efter saadan Reformation, som det eeneste Middel til
Handelens Velstand.
SYLVESTER. Hør min Herre! ret nu er jeg færdig at capitulere
og overgive Fæstningen med accord.
MONTANUS. Jeg tager icke mod nogen Accord, Hand maa
give sig paa Naade og Unaade.
SYLVESTER. Men man giæmmer gierne det Beste til sidst, jeg
har endnu een Hoved-Instance at giøre, som maaskee vil
komme ham til at sveede.
MONTANUS. Siig kun frit frem, har jeg løset de andre Knuder,
saa haaber jeg ogsaa at løse denne.
SYLVESTER. Det maa blive til en anden Tiid, jeg vil ikke
besværge Monsieur med saa meget paa eengang.
MONTANUS. Det skulle giøre mig ont, om hand forlod mig
uden at have faaet Fornøyelse udi alting; Siig kun frem, jeg har
ret Lyst til at sveede.