På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
gjøre sig bekjendt med Bibliotheket, kunde han af den
fordærvede Luft, som Skabet udsendte, og andre Tegn, let
se, at ei Menneskehaand i lang Tid havde rørt det: Et helt Lag
af Mug havde saaledes sat sig paa Alt, at det kostede nogle
Dages Umage at udslette det. Tiden, Møl og Fugtighed havde
opløst mange af Bøgerne og forvandlet dem til løse Blade.
Man kunde formode, at imellem to saadanne Mænd som den
literære Eier af Anholt og den literære Præst, maatte
Forholdet være udmærket. Det blev dog ikke Tilfældet. I de
første Aar gik Alt godt, men omsider brast den gode
Forstaaelse og en voldsom Krig udbrød imellem dem.
Præsten, Fredens Mand, opkastede sig til uafhængig Hersker
paa Øen; han betog Fogeden al Myndighed og tvang ham til
at lade sig læse Proprietærens Breve; han blandede sig i
Strandings- og Bjergningssagerne og plagede Bønderne paa
mange Maader. Dette kunde ikke gaa. Rostgaard klagede, og
Biskoppen i Aarhus, Peder Hygom, fik Ordre til at give Dauw
en alvorlig Reprimande; Ordren er dateret 7. Juli 1741. Men
dette hjalp ikke det Mindste.
Bønderne klagede Aaret efter paany, og Rostgaard bragte da
Sagen for Kirke-Inspektions-Kollegiet. Dauw gav en
skrækkelig Skildring af, hvad Anholtboerne vare for nogle
Mennesker, og derfor havde han formanet, truet og straffet;
han mente at Eieren var vred paa ham, fordi han havde
drevet paa at faa en dansk Skole indrettet paa Øen. Kollegiet
var ikke meget fornøiet med denne Sag. Det kunde lade den
gaa Rettens Vei, men turde dog ikke foreslaa dette, da
Præsten rimeligvis vilde blive indviklet i Proces baade med
Eieren og Menigheden, og derved vilde Alt let blive værre end
det var før. Dertil kom, at Dauw reiste fra Øen og blev borte i