På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
tager sig ud? Hvad sér man hvis man er en »fremmed«, der er
gået ind i denne ganske særlige dél af dansk kultur?«. Eller
sammenlagt: »Hvad sér man når man går hélt uforberedt og
uhildet ind i teaterrummets mørke?«
Ind kommer en mand. Han siger at stolen til venstre er en
mødding. Han gi'r sig til at fortælle om sit liv, han skifter 'roller',
han taler med andre (vi ikke kan se) - han taler som disse
andre, han siger at han drikker (men dét er næppe sandt) -
han taler med sig selv, han 'hænger' sig selv (men på
skrømt) ...
Ville man ikke, på disse forudsætninger, opfatte dén man sér
som en skizofren? Som et psykiatrisk tilfælde?
Eller, alternativt, hvorfra véd vi egentlig så sikkert at dét vi sér
ikke handler om skizofreni? Er det ikke sådan at vi skal være
ret godt forberedt for at forstå Jeppe korrekt?
Når man tænker efter - dvs fuldt konsekvent - er det ikke så
mærkeligt at 'vi', eller måske snarere 'jeg' er landet hvor jeg er.
For dét Thomas Bredsdorff m.fl. har gjort med deres temmelig
radikale nyskrivning er vel dette at de har erstattet Holberg's
»normale« flerstemmighed med en ret »u-normal
flerstemmighed«, én der skal varetages af en spiller der er hélt
alene på scenen. En så radikal ommøblering kan vel sagtens
få radikale konsekvenser for tolkningsmulighederne?
Kompagniet har brugt titlen Jeppe alene på Bjerget - men
spørgsmålet er om ikke denne overskrift ville passe bedst til
den netop anslåede tolkningsmulighed, mens kompagniets
egen udgave måske kunne hedde: Jeppe alene på scenen?
Konklusionerne på denne overvejelse er (tror jeg): Bredsdorff,
Harris og Albrechtslund har åbnet for en ny tolkningsmulighed
eller for en helt anden måde at spille Holberg på. Ikke én som