På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
det var, at Cimbrers Sønner trællede i eget Land, at
Mennesker af Mennesker solgtes, byttedes og behandledes
som Kreature. Selv Udlændinger rørtes af Medlidenhed.
Men afskrækket ved Undertrykkernes Magt og tvungen til
Taushed af en Censur, der kuns tillod at tale om Grækerne og
Romerne, kunde Patriotens Følelse blot udgyde sig i Venners
Barm, hvor den søgte en tom Trøst i lige Uformuenhed til at
hielpe. Selv den Stand, der fordum med ligesaa meget Held
som ædel Virksomhed tvang Slaveriet til at vige for en
menneskekierlig Religions Bydende, troede nu kun at have
den sørgelige Pligt tilbage at bestyrke en lidende Slægts
Ligegyldighed mod et jordisk Fædreland for at aabne den des
trøstteligere Udsigt i det himmelske.
En, lysere Tidsalder har afløst hiin Mørkets og Elendighedens.
Paa de Steder, som før vare Kummerens Boliger, blomstrer
nu, Frihed, Velstand og Flid. Men stedse fortiene dog de
Mænd en taknemmelig Erindring, som i hine Tider yttrede
følsom Deeltagelse i Bondestandens Mishandling, udrettede
de end intet til at lindre dens Kaar.
Ethvert Mindesmærke af denne Art beholder stedse Interesse
for Fædrelands- og Menneskevenner. Jeg ansaae det derfor
ikke upassende at fornye * Erindringen om, et saadant Minde,
og derved levere et maaskee ikke uvigtigt Bidrag til Historien
af Bondestandens Kaar, før Christian
[et] ynksomt Øiekast
Til straat[æ]kt Hytte slog - og Trældoms Lænke brast. 483
Det Mindesmærke, jeg taler om, er Provst Jørgen Sorterups